Gå til hoved-indhold
09. november 2011 - kl. 00.11

De unge i FfI afviklede selv hjemmestævnet

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Søndag var hjemmestævnet i FfI Håndbold mere festligt end normalt.
Af: Kanal Frederikshavn

Første unge-udvalgsarrangement i FfI Håndbold blev holdt i weekenden i Arena Nord. Håndboldafdelingen har i forbindelse med "den blå bølge" nedsat et ungeudvalg med repræsentanter fra alle "de store ungdomshold".

Unge-udvalget havde til søndagens stævne arrangeret speakerstævne med kåring af kampens spiller, heppehjørne og med kagehygge hos hjemmeholdene. Det var de 14-18 årige, der selv stod for det hele, og speak og musik gjorde hjemmestævnet mere festligt end ellers.

Ungdomsafdelingens tre divisionshold havde alle hjemmebane denne søndag, og alle tre hold gjorde dagen endnu mere festlig ved at vinde deres respektive kampe.

Allerførst var det det meget talentfulde U14-pige divisionshold, der tog imod Hjallerup. Holdet havde "vikar" på bænken, idet Per Malmberg i denne kamp havde overtaget styringen for sin sygemeldte kone, Tove.

FfI havde føringen hele kampen igennem og endte med at vinde 20-18. Halvvejs gennem første halvdel af turneringen inden jul ligger holdet på tredjepladsen, og dette var også holdets mål, inden sæsonen gik i gang.

Træner Tove Varmløse fortæller, at holdet - som består af ene førsteårs-spillere - i perioder spiller champagnehåndbold, og der er masser af talent i holdet, som sidste år fik DM-sølvmedaljer.

- Dette år skal primært bruges på at udvikle de enkelte spillere, således at vi næste år kan blive det førende U14-hold i Nordjylland, fortæller Tove Varmløse.

U18 divisionsholdet spiller i 2. divison og har efter de første fem kampe maksimum-point.

- Målet for dette hold er at blive nummer et og kvalificere sig til 1. division efter jul, fortæller Kim Sørensen, som er hjælpetræner omkring holdet, som i øvrigt trænes af Tanja Logvin.

De næste par hjemmekampe sidst i november mod henholdsvis Randers Freja og Visse bliver afgørende for, om det lykkes at rykke op med holdet, der har udviklet sig meget i løbet af sæsonen, og det bliver spændende, om holdet kan fortsætte sin suveræne sejrsstime frem til jul.

Til søndagens speakerstævne blev det til en sejr på 28-19 over Hjallerup, som også er holdets næste modstander.

U16 divisionsholdet mistede tre af holdets profiler sidste år, men resten af holdet har virkelig formået at løfte i flok, og de ligger nu på en flot andenplads med et point op til Stidsholt, som holdet møder sidst i november.

Søndagens kamp vandt pigerne flot 34-18 over Aalborg KFUM, og Jacob Vang Poulsen, holdets træner, kommer netop fra denne klub, så det var dejligt med en stor sejr.

Holdets målsætning om at blive i 2. division ser allerede nu ud til at være nået, og pigerne håber, at de kan komme helt i top i rækken efter jul.

Men et flot arrangement af unge-udvalget, som er i fuld gang med at planlægge en dag, hvor de store er trænere for de små, med landsholdsturnering og kampråb.

- Dette arrangement holder vi midt i december, fortæller Emma Laigård, som er en af de aktive unge i FfI.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...