Vi mangler et sted, vi kan hoppe, rocke og skråle med, men hvor? Ikke i Frederikshavn, som det ser ud i øjeblikket.
Gymnasieelev André Hansen blogger på Kanal Frederikshavn: Da Det Musiske Hus lancerede dette års musik- og underholdningsprogram, måtte de unge sukke og klø sig i nakken. Med musikalsk engagement og en ukontrolleret økonomi er det ingen udfordring at få de unge til at smide deres hårdt tjente penge efter en fed kulturel oplevelse; men hvor skal de gå hen?
Gymnasieeleverne sukker fra en side af, da det går op for dem, at et af de store musikalske navne, der kan opleves i Det Musiske Hus i denne sæson er Sys Bjerre. En anden mulighed byder sig dog: Man kunne naturligvis tage med forældrene ind og høre Peter Viskinde Band. Bør dette være et dilemma hos de mange unge, der hungrer efter bands som Kashmir, Selvmord, Grand Avenue, Blue Foundation etc.? Dette er ikke nødvendigvis bands som undertegnede finder interessante, men en bred skare af den regionale befolkning gør derimod.
Personligt er jeg taknemmelig for Thomas Buttenschøn, Ginger Ninja (Ungdomsnetværket) og, ja måske Tue West. Men hvor blev Nephew af? De var en slående succes hos alle, der var at snakke med efter arrangementet. Vi taler ganske få bands, taget de mange øvrige og mindre attraktive begivenheder i betragtning. Hvis der var penge til at skaffe Nephew til byen, bør Sys Bjerre efter min bedste overbevisning ikke have del i disse. Hun henvender sig til 12-13 årige, og det fjerner jo bare endnu et navn hos de unge.
Hvorfor der ikke bliver arbejdet videre på de mange succeser, er mig en gåde. Vi havde sågar Carpark North til at spille i Maskinhallen. Det kan også godt være, at det er Ungdomsnetværkets ansvar at tage mere initiativ. Men hvis der ikke er penge til mere end, hvad der står på programmet, så er kvalitet og kvantitet faldet markant. Vi søger blot begivenheder, der formår at samle de lokale unge og gerne de regionale til en fed oplevelse og hvorfor ikke flere, når der er råd til "kedelige" teaterforestillinger?
Mick Øgendahl optræder tilsyneladende i Hjørring, og de mange unge strømmer således i denne retning. Lars Hjortshøj optrådte med sit show i Frederikshavn ganske få år tilbage, og dette var i særdeleshed en vellykket forestilling, der fik fyldt hallen med både unge samt middelaldrende. Hvorfor står vi så i den kedelige situation, at unge må rejse udenbys for at få sig en fyldig kulturel oplevelse i fællesskab med jævnaldrende?
Jokeren var på programmet sidste år, men måtte melde pas som følge af sygdom. Ingen lignende kunstnere er skrevet på dette års program. Vi mangler et sted, vi kan hoppe, rocke og skråle med, men hvor? Ikke i Frederikshavn, som det ser ud i øjeblikket.