Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
24.03.2011 | Af: Kanal Frederikshavn

Deltager i etapeløb i Sahara: 243 km på 7 dage

Det er forhold som disse, der venter frederikshavneren Jan Vajhøj i Sahara.
I en alder af 49 år deltager frederikshavneren Jan Vajhøj i dagene 3.-9. april i ét af verdens absolut hårdeste løb. Marathon Des Sables i Marokko byder på seks etaper mellem 22 og 82 kilometer. Løbets samlede længde er 243 kilometer.


 

800 deltagere - heraf en håndfuld danskere - fra 50 lande er i disse uger i gang med de afsluttende forberedelser, inden det går løs i Sahara, hvor temperaturen forventes at ligge på 40 grader i dagtimerne. De stejle bakker i Tolne Skov og Råbjerg Mile er to af de steder, hvor Jan Vajhøj træner flittigt - med rygsæk, så forholdene minder om, hvad der venter i Marathon Des Sables.

I rygsækken skal Jan Vajhøj bl.a. have mad til hele løbet, tøj, nødraket, kompas og venepumpe (hvis han bliver bidt af en skorpion!). Rygsækken vejer 8-9 kilo, når løbet skydes i gang. Vandrationer udleveres til deltagerne hver dag.

- Det vigtigste i dette løb er hele tiden at være opmærksom på at indtage væske. Jeg regner med at drikke en liter i timen. Jeg kommer til at forbrænde 4.000-5.000 kalorier i døgnet, og da jeg kun må have 14.000 kalorier med i rygsækken, forventer jeg at tabe mig ca. fire kilo. Jeg ser ikke pæn ud bagefter. Vægten ryger ned fra 77 til 73 kilo, smiler Jan Vajhøj.

Han er især spændt på, hvordan hans fødder klarer strabadserne i ørkenen. Der må helst ikke komme for meget sand ind til tæerne. Sker det, virker sandkornene som sandpapir. Det kan en anden dansker tale med om. Han er med i løbet igen i år, fordi han i 2010 havde så ondt i fødderne, at han ikke kunne huske de tre sidste dage.

Deltagelsen i Marathon Des Sables koster Jan Vajhøj omkring 35.000 kroner. Alene tilmeldingsafgiften er 20.000 kroner. Et beløb, som blandt andet er med til at dække udgifterne til de 45 læger og sygeplejersker samt to helikoptere, som hele tiden følger de 800 deltagere.

- Mit første mål er at gennemføre. Når jeg fornemmer, at det er realistisk, sætter jeg mig et nyt mål, fortæller Jan Vajhøj.

 

BillederTilføj billede


FOTO: www.saharamarathon.co.uk

 

Kommentarer

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close