Den grønne løber gav anledning til en god snak
Lørdag eftermiddag havde Frederikshavn Byfond sammen med Frederikshavn Boligforening og Boligforeningen Vesterport rullet den grønne løber ud mellem Gl. Skagensvej og Kirkepladsen.
På strækningen var der seks telte, hvor ideer og forslag til byudvikling blev noteret ned, og hvor man kunne se lidt historisk for området.
- Vi er godt tilfredse med dagen, fortæller Karl Erik Slynge, som har været en af tovholderne på projektet.
Karl Erik Slynge, der også er bestyrelsesmedlem i Byfonden, siger, at det har været en sjov og anderledes måde at få en god snak med beboere og interesserede i området.
Casper Sørensen, ligeledes fra Byfonden, oplyser, at nu skal der samles sammen på de gode ideer og forslag, og han håber, at rigtig mange vil komme i Maskinhallen på mandag kl. 19.00, hvor man kan se og høre om resultaterne af dagen. Det er i forbindelse med Byfondens repræsentantskabsmøde, og alle er velkomne.






































