Gå til hoved-indhold
27. januar 2012 - kl. 04.01

Den nye skole i Fr.havn skal navngives af eleverne

  • 1 af 2
    FOTO: Arkitema
  • 2 af 2
    Eleverne bliver også taget med på råd, når det gælder indretning af udeområder, hyggekroge, studiemiljøer og legepladser på den nye skole.
Af: Kanal Frederikshavn

Hvad skal den nye skole i Frederikshavn hedde? Det spørgsmål bliver de kommende elever på skolen nu bedt om at komme med forslag til.

- Vi udskriver snart en konkurrence om, hvad skolen skal hedde, og vi opfordrer alle elever til at give et bud på et rigtigt godt navn, fremgår det af det seneste nyhedsbrev til forældrene.

Siden præsentationen af vinderprojektet har skolen lydt navnet Stjerneskolen, da skolen har form som en stjerne, men først nu indledes jagten på det officielle navn.

Munkebakkeskolen, Ørnevejens Skole og Hånbækskolen lægges sammen til én samlet skole efter sommerferien og med nye klasser fra august 2012. Den nye skole er klar til indflytning i januar 2013, og indtil da vil man benytte de tre eksisterende skoler.

Her er det netop blevet afgjort, hvordan klasserne skal fordeles. I perioden fra august til december skal 0. klasserne være på Hånbækskolen, 1.-5. klasse samles på Ørnevejens Skole og 6.-9. kasse på Munkebakkeskolen.

1.-6. specialklasser forbliver på Ørnevejens Skole, mens 7.-10. specialklasser flyttes til Munkebakkeskolen. Verdensklasse 1 og 2 flyttes fra Munkebakkeskolen til Ørnevejens Skole, mens Verdensklasse 3 forbliver på Munkebakkeskolen.

- Målet er at skabe en god start for alle i den nye skole. Vi har søgt løsninger, der tager hensyn til de enkelte årgange og klassers særlige behov. Specialklassernes og de nye skolebørns behov for tryghed og kendte rammer, de større børns behov for faglokaler og SFO’ernes behov for udearealer og legeområder er blot nogle af de hensyn, vi har taget i vores forslag til den midlertidige skoleplacering, hedder det i nyhedsbrevet.

Den ny skole skal danne ramme om hverdagen for børnene i mange år. Her skal de være, lære og udvikle sig. Det er her deres hverdag skal udspille sig, og her de skal tilbringe mange af dagens timer. Derfor er det oplagt at spørge ind til børnenes ideer om, hvordan de synes, deres nye skole kan indrettes.

Elevrådene fra de tre eksisterende skoler er inviteret til brugermøde 6. februar 2012. Her skal de møde arkitekter og landskabsarkitekter og bidrage med input og ideer til, hvordan blandt andet udeområder, hyggekroge, studiemiljøer og legepladser kan indrettes.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...