Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
03.08.2011 | Af: Katrine Fuglsang

Der er ikke plads til fire sportsbutikker i Fr.havn

Mikkel Retsloff, elev i Intersport i Havnegade: - Jeg savner, at alle butikker kunne snakke sammen og finde ud af nogle fælles åbningstider.

Når svenskerne og nordmændene kommer til Frederikshavn med færgerne, er den gamle Havnegade med rødder helt tilbage til 1800-tallet et af de steder, de kommer forbi allerførst. Det kan i særdeleshed mærkes om sommeren, hvor der i Intersport, beliggende i netop Havnegade, er mange mennesker, tryk på og højt humør.



 

Hvad er det bedste ved sommeren i Frederikshavn?

- Sommer er altid godt – humøret er højere, og folk har lyst til at bruge penge. Alle er bare gladere, når solen skinner, og man kan sagtens mærke, at kunderne har sommerferie og mere tid til at handle uden stress eller tidspres. Det er samtidig også sjovere for os at stå i butikken om sommeren. Jeg kan godt lide at have noget at lave, og det har vi om sommeren. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt de dage, der er sol fra en skyfri himmel, og hvor man gerne selv havde været på stranden som alle andre. På den anden side er det meget sjældent, man ser et surt ansigt om sommeren, og vi går da også og laver lidt mere sjov hernede i butikken end ellers – både med kunderne og indbyrdes med hinanden. Vi har mange sjove væddemål kørende i løbet af sommeren – for eksempel under Tour de France, hvor vi havde vores egen manager-liga. Derfor var vi nødt til at have et fjernsyn i butikken, så vi kunne følge med i vores interne kamp, men også så alle mændene, der ventede på deres koner i prøverummene, kunne se lidt Tour de France i mellemtiden, siger Mikkel Retsloff, som er elev i butikken.

Hvad savner du i Frederikshavn om sommeren?

- Jeg savner, at alle butikker kunne snakke sammen og finde ud af nogle fælles åbningstider. Det er utroligt irriterende, at det kun er hver tredje butik, der holder længe åbent, for i og med at de åbne butikker ligger meget forskudte, ser midtbyen alligevel lukket ud. Det er især vigtigt om søndagen, hvor der overhovedet ingenting sker. Vi skulle oprindeligt have åbent fra 10-16, men er begyndt at lukke allerede klokken 14. Ellers står vi bare og smider penge ud af vinduet. Hvis alle derimod holdt åbent om søndagen – og folk måske hvad vigtigere er, var klar over, at vi er her – så tror jeg, flere mennesker kom i gågaden. I dag er det jo kun nogle få turister, som lige tilfældigvis kommer forbi, der handler i Frederikshavn om søndagen. Det er ikke de lokale. Derfor savner jeg mere sammenhæng butikkerne i mellem – og lidt mere ”alt-eller-intet”-mentalitet.

Kan I mærke, at der er åbnet endnu en sportsbutik i Frederikshavn?

- Vi ser da ofte folk komme gående med en Sportmaster-pose i hånden, men i og med at vi ser dem, betyder det jo, at de også stadig kommer i vores butik. Det forstår jeg godt, for jeg synes ikke, de to kæder har det samme varesortiment. Vi har stadig et noget større udvalg her i butikken, specielt indenfor indendørs- og modesko. Jeg tror ikke, der er plads til så mange sportsbutikker i en by som Frederikshavn. Om 10 år kan jeg ikke forestille mig, at vi har fire sportsbutikker samlet indenfor 700 meter gågade.


 


BillederTilføj billede


FOTO: Katrine Fuglsang

VideoerTilføj video

Kommentarer

Jørgen Jensen, Sæby 04-08-11 20:05:
Tystys, tystys, "Frederik" sover jo! Pas på I ikke vækker ham.
Pia Granfeld, 03-08-11 07:22:
Jeg vidste faktisk ikke der er søndagsåben i nogle butikker. Troede kun det var lørdag der var udvidede åbningstider - Jeg håber da lidt jeg er en af de eneste som har den ide - ellers skulle der måske have været mere fokus på søndagsåbent rundt om i byen, samt en slags flyers på div. hoteller - men det findes måske også?????

Informationer til denne nyhed

Læst: 3622 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 4.4 af 5 fra 18 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder