Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
15.09.2010 | Af: Kasper Bonde

Der er så mange tilbud – MEN hvor er de unge?


Kasper Bonde, leder af Det Musiske Hus, har sendt dette svar som reaktion på gymnasieelev André Hansens indlæg: Jeg kan ikke lade være med at skrive dette indlæg, som jeg ønsker skal opfattes i den gode tone – ikke noget med mudderkast. Jeg forstår André, når han efterlyser store events som Nephew og lignende, så regner det ikke ned over området.



 

MEN herfra, hvor jeg og mine kollegaer i kulturformidler-livet sidder, er der lige nu flere muligheder, end der nogensinde har været for at unge kan blive bakket op i deres initiativer på kulturområdet – og der vil komme meget mere, når kommunens kulturbevægelse, KariZma, kommer rigtigt i gang.

Her arbejdes der virkelig med mange muligheder, og jeg ved, at vi i DMH og i kulturforvaltningen har mange bolde i luften og opfordrer kreative unge til at være med til at udvikle disse ”bolde”.

Ungdomsnetværket arrangerer i samarbejde med DMH seks koncerter årligt med både kendte og spændende mindre kendte bands, og de står lidt måbende over for, at deres kammerater ikke bakker op om koncerterne. Her er muligheden for at deltage i noget, både arrangeret for og af unge.

Disse unge fra netværket flytter fra byen, og flere af dem sidder med kompetencer indenfor arrangørlivet i deres studiebyer; i høj grad fordi de har fået en miniuddannelse som livearrangører. Så ikke nok med, at de har været med til at lave kultur for unge, så har de fået ubetalelige kompetencer med fra deres frivillige arbejde.

Det glæder mig også, at jeg er ved at starte et samarbejde op med to gutter fra gymnasiet omkring deres initiativ til at blogge frit om unges kulturliv i byen på den kommende blog: Det unge Frederikshavn. Jeg bliver varm indeni, når jeg sidder overfor de to – Emil Sørensen og Jeppe Nygaard, der brænder for at skabe positiv debat om byens unge kulturliv.

Kulturalliancen mellem Hjørring og Frederikshavn er et andet godt eksempel på, at det er muligt at få støtte til at realisere noget indenfor rytmisk musik. Her kan søges om penge til indspilning af cd, turne eller arrangører kan søge støtte til rytmiske koncerter.

For at vende tilbage til snakken om, at hvis bare vi giver de unge de store navne, så er lykken gjort, så tror jeg ikke på, at det er vejen frem. Der skal en helt anden langsigtet fastholdelses strategi til, hvor man f.eks. inden for oplevelsesøkonomien skaber fødekæder inden for grafik, film, musik, journalistik, eventkoordinering m.m. og danner grundlag for uddannelser, nye virksomheder og vækst.

Der skal en holdningsændring til blandt unge og nogen ”first mover”/rollemodeller skal der til – nogen, der rykker indstillingen og forkæletheden fra, ”hvad får jeg ud af at dukke op”, til ”hvad kan jeg gøre for at vi har en fed fælles oplevelse”. Præcis som Jeppe og Emil og Ungdomsnetværket.

Så herfra skal lyde: Bak op om dine unge medborgeres arrangementer eller læn dig ind i udviklingen og vær med til at skabe ungdomskulturen!


 


BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

VideoerTilføj video

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

Niels Østergaard, Frederikshavn 18-09-10 00:44:
I al beskedenhed: På Hånbækvej - 9900 Frederikshavn - (mere præcist: På EUC-Nord)ligger den danske nationale uddannelse for lys-, lyd- og AV-teknikere = Eventteknikere! Her kommer unge fra hele landet for at tage deres uddannelse indenfor disse MEGET kreative fag. Her syder og bobler det af liv og aktivitet, næsten døgnet rundt.
De unge, som er tilknyttet Ungdomsnetværket, ser lidt til de studerende. 3-4 stks pr koncert, men vi har pt over 60 studerende/lærlinge tilknyttet uddannelsen, så det er kun lige toppen af isbjerget!
Vi er kendte i hele landet, men af en eller anden grund, forbliver vi en hemmelighed lokalt!
Vi har SÆRDELES gode faciliteter - også til film/TV-produktion, og vil meget gerne lege med unge fra Fresse og omegn. (André - du vil tro det er løgn!)
Skulle I være blevet nysgerrige, giver vi gerne en rundvisning. Kontakt mig på noe@eucnord.dk - eller 40142308.

Mvh Niels
Jens Ole Amstrup, Frederikshavn 15-09-10 23:32:
Herligt med denne dialog...

Som Kasper nævner, så er der lige nu masser af gode initiativer igang og på vej, der skal være med til at sikre, at endnu flere - unge som ældre - kan være med til at skabe noget i vore kommune - i samarbejde med alle vores kulturhuse (Musiske Hus, Manegen, Biblioteket, Museerne, Svømmehallerne, etc.). I Kultur og Fritidsforvaltningen er vi indstillet på at vende tingene en anelse på hovedet - så vi i fremtiden bliver endnu bedre til at invitere vore publikum ind til at være medskabere at de oplevelser, de selv ønsker at deltage i.

André næver det med markedsføringen - jeg mener det er meget svært at stole på, at traditionel markedsføring kan imødegå den store udfordring med at få fx. flere af de unge til kulturarrangementerne. Der er jo masser af tilbud. Jeg tror det handler om, at lade dem selv være med til at designe oplevelserne. Om det så er, som John er inde på, at vi inddrager elevrådene i billetsalg / eller eksempelvis i udsmykning af koncertrum, backstage aktiviteter, catering til musikere/kunstnere, eller booking af bands...det er et fedt - resultatet er involvering, inkludering og dermed interesse i noget, man selv er med til at skabe = gode oplevelser og gode historier, der trækker flere med næste gang.

Vi må arbejde mere i øjenhøde, skabe nye måder at være i dialog med publikum og brugerne på, og invitere til deltagelse og skabe successer i fællesskab med dem, der lægger penge for en billet til en kulturoplevelse.

Der arbejde på sagen...

Og alle der har noget at byde på her, er mere end velkommen til at deltage.

Deltag her: Vi har sat et par brugerdrevneprojekter i gang - og André nævner filmnetværket - det er på under titlen KAZOOM. Tjek:

http://dinoplevelse.blogspot.com/
André Hansen, Frederikshavn 15-09-10 20:45:
Jeg indrømmer blankt, at jeg tog udgangspunkt diskussionen gennem en synsvinkel som let kan modargumenteres, og jeg er i høj grad enig i ovenstående indlæg. Jeg er som oftest reporter for KF ved musikalske arrangementer, og jeg har derfor vidnet det ringe opmøde af unge. Det er et faktum, at der er få arrangementer på listen, som du, Kasper Bonde, også skriver, og det er en rar bekræftende fornemmelse at vide, at en højere instans ser denne problematik.

Det lyder spændende med de nye initiativer, og det kunne betyde en positiv fremgang. De unge er for lidt med, og jeg er ikke selv helt klar over, hvad det skyldes. Dårlig reklamation? Jeg kender ikke til de mange tilbud. Folk har hørt om ungdomsnetværkets arrangementer, men som jeg erfarer det, så virker det ikke åbent i den grad, som det rent faktisk er. De unge skal måske i højere grad opfordres. Jeg er ikke enig i, at de unge bliver opfordret i særlig høj grad, selvom det er ønsket hos de mange initiativer, som du nævner. Jeg kender både Emil og Jeppe, og det er nogle gutter godt engagement, og jeg håber nok ligesom andre, at disse kan være med til at skubbe gang i en debat.

Jeg er desuden enig i dine langsigtede benævnelser, som jeg tidligere har diskuteret her på siden. I det kolde Nordjylland er der ikke meget rum til kreative uddannelse og muligheder for at udvikle sig. Er vi heldigvis ved at gøre noget ved inden for filmmediet sammen med Jensole, hvor der snart vil åbne et filmnetværk for unge. Ellers er det begrænset, hvad der er at tilbyde de unge. Både af arrangementer, uddannelse og beskæftigelse. Vi kan håbe på en positiv udvikling.

Og mange tak John; hvordan forløber valgfaget omkring film?

Mvh. André Hansen
John Christensen, 15-09-10 20:26:
Jeg giver dig helt ret Kasper Bonde, fordi ingen bands eller musikere bliver "født" store, men "fødes" små og vokser og næres af et stabilt publikum. Og her må flere unge (og ældre iøvrigt) udvise nysgerrighed og bakke op om denne proces, så der fortsat er bands og musikere der har et publikum at næres og vokse af! Først at "stå på" når et band eller en musiker har fået succes er for forkælet. Jeg ved du er med, Andrè, men hank også op i dine jævnaldrene - så skal jeg forsøge det samme med mine - det fortjener kultur- og musiklivet her i byen! Tillykke iøvrigt med din seneste film, Andrè - flot!

Et forslag til dig, Kasper: Hvad med at lade div. elevråd eller udvalgte kontaktpersoner rundt omkring på skoler og uddannelsessteder i kommunen, være forsalgssted - tror du ikke det ville kunne bringe de unge lidt mere på banen!?

Informationer til denne nyhed

Læst: 944 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 5.0 af 5 fra 6 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
08-09 - De unge vil være med - men hvor er ...
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder