Gå til hoved-indhold
08. oktober 2009 - kl. 08.10

Derfor er Venstre ikke med i budgettet for 2010

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Lars Møller: - Venstre har nu gennem de ro seneste budgetforlig erfaret, at det ikke er nok at indgå et budget med Socialdemokratiet. Uanset forlig er disse budgetter ikke blevet overholdt – og så er de jo inderligt ligegyldige.
Af: Kanal Frederikshavn

Venstre er ikke med i det budgetforlig, som Socialdemokraterne, Konservative, SF og Kommunelisten i aftes blev enige om. Venstres borgmesterkandidat, Lars Møller, forklarer i dette indlæg, at Venstre ønsker at sende et klart signal til vælgerne om, at der skal ske et magtskifte, hvis der skal styr på økonomien i Frederikshavn Kommune.

Af Lars Møller (V)
Borgmesterkandidat

Det er med beklagelse, at jeg på vegne af Venstres byrådsgruppe i Frederikshavn Kommune må konstatere, at forhandlingerne mellem Socialdemokratiet og Venstre om et budget for 2010 brød sammen.

Socialdemokraterne viste allerede med vedtagelsen af frigivelsen af ca. 35 millioner til bygning af et kulturhus i Skagen, at hvis Venstre skulle med i budgettet, så ville det kun være for at tage medansvar for de upopulære dele af budgettet.

Socialdemokraterne tromlede på byrådsmødet 23. september 2009 ganske enkelt et kommende anlægsforbrug på 35 millioner igennem på 10 minutter. Man disponerede lynhurtigt over så mange penge, før budgetforhandlingerne var gået i gang! Helt uansvarligt i denne situation.

Venstre har nu, på trods af dette, gennem forhandlinger med borgmester Erik Sørensen forsøgt at nå til enighed om et holdbart budget. Det var desværre ikke muligt.

Venstre har nu gennem de ro seneste budgetforlig erfaret, at det ikke er nok at indgå et budget med Socialdemokratiet. Uanset forlig er disse budgetter ikke blevet overholdt – og så er de jo inderligt ligegyldige.

Og vi opdagede kun, at budgettet for 2009 er voldsomt overskredet, fordi vi i forbindelse med budgetforliget sidste år fik indføjet, at der skulle være en stram månedlig opfølgning på budgettet. Kun derfor er man nu i gang med at bremse op for underskuddet i 2009.

Selv om vi havde sådanne opfølgninger, var det ikke muligt at få skredet ind overfor budgetoverskridelserne før efter sommerferien! Det har så resulteret i nogle meget voldsomme besparelser allerede i år – vel og mærke besparelser, der ikke var i budgettet. Alt sammen fordi socialdemokraterne ikke var villige til at tage tyren ved hornene fra begyndelsen.

Venstre har længe ment, at økonomifunktionerne skal centraliseres, så budgetterne ikke overskrides, eller i det mindste hurtigere opdages, når budgetter skrider.

Derfor har det denne gang været helt afgørende for Venstre, at der skulle opstilles et budget, som var mere robust overfor uforudsete udgifter end tidligere. Et budget, som tager højde for kommunens ledelsesmæssige problemer i forhold til budget.

Venstre har i forhandlingerne fokuseret på, at budgettet først og fremmest skulle sikre, at de kommunale kerneopgaver såsom skole, ældre og handikappede bliver ramt mindst muligt. Vi er imod grønthøstermetoden.

I stedet har vi ment, at der skulle strammes op på budgetopfølgningen, og at der skal ske ledelsesmæssige og administrative opstramninger i kommunen.

Vi må nu konstatere, at dette kun sker, hvis vælgerne peger på et nyt flertal ved valget. Det er ganske enkelt ikke sundt at Socialdemokraterne sidder alene med flertallet.

Venstre forlod fra forhandlingerne med det mål, at et nyt byrådsflertal hurtigst muligt efter valget ændrer forholdene.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...