Derfor stemte Jens Porsborg, som han gjorde
Byrådsmedlem Jens Porsborg (C) svarer her på den hårde kritik, som blev rettet mod ham efter det ekstraordinære byrådsmøde i torsdags. Han blev bl.a. kaldt en "vendekåbe", fordi han ikke stemte for at udsætte processen med sammenlægningen af Abildgårdskolen og Fladstrand Skole. Det havde han ellers lovet i en mail til forældregruppen på Flastrand Skole.
Jens Porsborg skriver:
For det første bruger min partikammerat Peter Nielsen og jeg ikke at banke hinanden på plads. Vi er selvstændige individer, der har respekt for hinanden og vores meninger.
Selve denne store proces, som skolesammenlægningen af to meget velfungerende skoler er, vil altid give positive og negative tanker og ideer.
Har selv haft rigtig mange negative tanker i den sidste tid og havde bestemt mig for, at den allerbedste løsning ville være at stille processen i bero, indtil vores nye skole er helt færdig.
Efter en 100 procent enighed i byrådet om, at Fladstrand skole skal blive den blivende skole, bestemte jeg mig for, at prosessen skulle sættes igang. Det ville ikke give nogen mening at trække denne i et år og så stå med samme problem der, når vi er tvunget ud i evige besparelser.
Håber og tror på, at embedsmænd samt lærere vil løse denne opgave til alles tilfredshed, så det i sidste ende vil blive positivt for alle børnene og deres forældre.





































