Det bliver et godt forår - også i din aftenskole
Solen varmer, og der er stadig masser af spændende aktiviteter i aftenskolen FOF Vendsyssel både i april og maj.
- Vi har et herligt mix af "nu-og-her" tilbud med få ledige pladser og helt nye korte kurser. Der er også tilbud udendørs. Og en skøn forårskoncert. Der er inspiration på vores hjemmeside, siger skoleleder Kirsten Højrup.
Helt nyt kursus - lær at spinde din uld
Lær dine formødres håndværk. Lær at spinde uld. Engang var det noget, alle skulle lære. Nu kan du lære det, fordi det er interessant og en stor glæde at lære at spinde sit eget uldgarn.
- Det er meget tilfredsstillende at kunne producere eget garn, og eventuelt også at plantefarve det og strikke af det, siger Kirsten Højrup.
Din underviser er Karenmarie fra Øsløs. Hun har arbejdet med uld i mange år både for at kunne producere eget garn, plantefarve det og strikke af det. Kurset foregår i Fjerritslev, og Karenmarie medbringer rokke, tene, uld og kartere til kurset. Der bliver en rok til hver, og derfor er der kun plads til seks deltagere på kurset.
Kom med udenfor
Vær med til mindfulness i naturen. Naturen gør dig godt. Mange oplever velvære efter en gåtur i skoven eller ved havet. Lær at blive endnu mere bevidst om, hvordan du kan bruge naturen, så du holder dig sund og stærk både fysisk og psykisk. Få forklaring på, hvorfor naturen sammen med mindfulnesstræning har den helbredende virkning på os, og øger den sundhedsfremmende effekt.
Din underviser Merete har både en sundhedsfaglig uddannelse og efteruddannelse indenfor Mindfulness og Naturterapi.
Øvelserne foregår i naturen og vil bestå af forskellige opmærksomhedsøvelser, åndedrætsøvelser og lette Qi Gong øvelser. Kurset er for alle - og foregår altid udendørs i Hjørrings plantager, skove eller parker. Du skal dog kunne gå i lidt kuperet terræn og være klædt på til al slags vejr.
Søren har nye korte yoga-kurser
Nyd at få din yoga helt frem til sommer og snup et kort kursus nu. Sidst i april starter kort yoga-kursus i Skovsgaard og i maj starter kort kursus i Brønderslev med Blid Yoga og mindfulness. Yoga har bevist sit værd som bevægelsesform for det moderne menneske. Yogaøvelser kombineres med åndedrætsteknik og afspænding.
- Yoga tager hele kroppen med og giver styrke og smidighed. Du får nærvær og ro til dig selv og dit liv. Yoga er for alle. Også for MÆND, bemærker Kirsten Højrup.
Forårskoncert på Sæbygaard i maj
Velkommen til forårskoncert på Sæbygaard med Vendsyssel Kammerorkester og Dirigent Niels Bjerre.
Den skønne majaften indledes i Borggården, hvor der serveres et glas sprudlende, mousserende vin sablet af Uffe Nielsen fra Den Gamle Smedje. I Riddersalen tager Vendsyssel Kammerorkester publikum med på en musikalsk oplevelsestur – og fællessangen er en god tradition, vi holder fast i.
Efter koncerten er der dækket festligt op i Slotskælderen til den lækre buffet med pølse- og ostespecialiteter. Utraditionelt sammensat og velkendt leveret af Den Gamle Smedje.
Forårskoncert på Sæbygaard arrangeres i samarbejde mellem Sæbygårds Venner, Vendsyssel Kammerorkester og FOF Vendsyssel.







































