Tenna Bloch Petersen og Magnus Ginge starter et travlt efterår med at danse i Prag. (Foto: City Foto, Hadsten)
Efterårets første udlandsopgave venter forude for sportsdanseren Tenna Bloch Petersen fra Frederikshavn og hendes partner Magnus Ginge.
Torsdag 8. september går turen til Tjekkiet for at deltage i den store internationale Prague Open, som parret også deltog i sidste år. Turneringen plejer at blive brugt til dels at måle sig med de bedste udlændinge, dels til at få finpudset de nye koreografier, som er indøvet i sommerens løb. Samt til at få luftet nye kostumer.
Med i bagagen til Prag er også en alenlang turneringskalender, der ikke levner plads til andre fritidsinteresser - og knapt nok til skolegang.
Tenna Bloch Petersen og Magnus Ginge skal – ligeledes i september - danse i Sverige, og i oktober måske også ved flere turneringer i London. Disse planer kan dog blive ændret, hvis parret kvalificerer sig til at repræsentere Danmark ved VM i Moldavien, som også afvikles i oktober.
Desuden venter en række vigtige danske ranglisteturneringer, og tre danske mesterskabsstævner, hvoraf ét har Frederikshavn Sports Danser Forening som vært. Parret er også udtaget til Danmarks Sportsdanserforbunds talentcenter i Aarhus, hvilket medfører ekstra træning hele vinteren igennem.
- Vi får travlt, og vi har stort set tilbragt hele vores sommerferie på dansegulvet, så vi er rigtig godt forberedte på nogle meget travle måneder, konstaterer Tenna Bloch Petersen.