Gå til hoved-indhold
18. marts 2010 - kl. 14.03

Det Musiske Hus får 200.000 kr. til nyt projekt

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Kasper Bonde: - Vi er allerede i dialog med flere steder, og der er begejstring fra flere arrangører omkring projektet.
Af: Kanal Frederikshavn

Det Musiske Hus har i kraft af sin status som regionalt spillested søgt og fået tilsagn om 200.000 kr. til projektet "En gæst & En test", der skal løbe over de kommende sæsoner.

Projektet går ud på at sætte et nationalt vækstlagsorkester (en gæst) sammen med et lokalt/regionalt spirende orkester (en test). Håbet er, at der opstår nye "svingninger" og udvekslinger mellem de to bands.

Samtidig ligger der en del nytænkning i, at disse koncerter skal arrangeres i tæt samarbejde med eksterne arrangører og arrangørspirere og ude på andre spillesteder i Vendsyssel, f.eks. Sysseltinget, Sæby Kulturhus, Sømandskirken i Hirtshals, kommende kulturhus Kappelborg i Skagen, Tversted Jazzy Days og lignende steder, der kan have vanskeligt ved at finde midler til de mindre vækstlagssatsninger.

- Vi er allerede i dialog med flere steder, og der er begejstring fra flere arrangører omkring projektet. I al ydmyghed er det vigtigt at disse koncerter bliver forankret hos de forskellige arrangører, og at vi kan være med til at skabe et nyt og nysgerrigt publikum andre steder end omkring Det Musiske Hus og Maskinhallen, udtaler leder i Det Musiske Hus, Kasper Bonde.

Dette projekt ligger også godt i forhold til det arbejde, som Kulturalliancen mellem Frederikshavn og Hjørring Kommuner arbejder for - et sundt synergisk samarbejde på tværs af to nabokommuners kulturliv.

- Vi har kun fundet en lille håndfuld gulvmønter i den vendsysselske sandjord, men jeg tror på, at der et par spadestik dybere ligger en fed skat og venter i Kulturalliance-samarbejdet, mener Kasper Bonde.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...