Det var så den valgkamp - set med debutantens øjne
- Søren Kristiansen (V): - Jeg vil ikke udsætte min familie for den slags. Det er en plads i byrådet ikke værd.
Venstres Søren Kristiansen har netop oplevet sin første valgkamp som politisk aktiv. Han kalder en skovl for en skovl, og det har givet skrammer undervejs. Dem kan han leve med, men især én sag ramte ham hårdt. Læs mere om den i dette indlæg.
Af Søren Kristiansen (V)
Byrådskandidat
Så har jeg prøvet det med. En valgkamp. Det bliver underligt i morgen og åbne Kanal Frederikshavn og se, om der er flere tilbage, der vil debattere. Keld og Per, de er der, det ved jeg. Jeg tror også, Inger fra Skagen fortsætter. Bliv endelig ved, for der bliver nok og kommentere.
Hvilke indtryk sidder man så tilbage med?
På positivsiden er det dejligt, der er så mange, der vil vores kommune noget godt. Mange af dem får virkelig noget at leve op til.
Jeg har også fået tæv ind imellem. Det skyldes sikkert min måde og sige tingene på, men jeg kalder altså en skovl for en skovl og en spade for en spade, og jeg ændrer ikke på mig selv for at komme i byrådet.
Mange af de skrammer, jeg har fået, skyldes misforståelser, men det er alt andet lige nemmere at debattere face to face end gennem medierne. En diskussion slutter bedst, hvis man deler et glas rødvin eller en fad bagefter. Jeg har i hvert fald et par stykker, jeg skal have fat i og med ned på den lokale, når det her er ovre.
Et sted er jeg dog ked af, jeg har fået en stor skramme, og det er sagen om Palm City. Her er jeg blevet anklaget for at være skyld i, at nogle tyske investorer er sprunget fra, ligesom jeg skulle have talt dårligt om et andet projekt, som én af folkene bag har været beskæftiget med tidligere.
Det ramte mig hårdt, og jeg var faktisk tæt på at opgive, for jeg havde lovet mig selv, at blev det beskidt, så er jeg ude. Jeg vil ikke udsætte min familie for den slags. Det er en plads i byrådet ikke værd. Min kone driver også en forretning jeg er nødt til at tage hensyn til.
Jeg synes også, der er for meget præsidentvalg over det. Der er mange kandidater, der har noget på hjerte, og som virkelig kan tilføre noget, men desværre kommer de ikke ret langt frem i rækkerne.
En ting er sikkert. Uanset om jeg kommer ind eller ej, så er jeg stadig på barrikaderne og kæmper for de sager, der ligger mig nært, og hvis bare halvdelen af de, der kommer ind, lever op til det, de har lovet, så ser det faktisk ikke så skidt ud endda. Især løfterne om samarbejde er ikke gået ubemærkede hen.
