DF imod nedlæggelse af Skagen Forbrænding
OPDATERET KL. 11:15: Skagen Forbrænding skal nedlægges med udgangen af 2017, men Dansk Folkeparti kræver nu sagen i byrådet. Flemming Rasmussen fra DF mener ikke, at grundlaget for nedlæggelsen er i orden.
- Jeg frygter, at udsigten til besparelser på langt sigt ædes op af andre udgifter til landtransport af alt affald fra Skagen til Frederikshavn. Skagen Varmeværk mister sin varmetilførsel og projektforslagets løsning med et nyanlagt flisfyret anlæg er, som en indsigelse understreger, ikke er mulig at opføre, udtaler Flemming Rasmussen.
Ifølge Frederikshavn Affald A/S er Skagen Forbrænding et ældre anlæg med lav behandlingskapacitet, hvilket vanskeliggør en rentabel drift. Desuden er affaldsmængderne til Skagen Forbrænding faldende.
Beregninger foretaget af Frederikshavn Affald A/S viser, at der på sigt ikke er behov for den behandlingskapacitet, Skagen Forbrænding besidder, hvorfor driften ønskes indstillet pr. 31. december 2017.
Plan- og Miljøudvalget skulle have behandlet sagen på tirsdag, men den blev i fredags udsat. Det skete ifølge udvalgets formand, Anders Brandt Sørensen, efter et møde mellem Skagen Varmeværk og Frederikshavn Forsyning.
- Men jeg kan berolige Flemming Rasmussen med, at sagen nok skal komme i byrådet, lover Anders Brandt Sørensen.
HMN Naturgas og Skagen Varmeværk har indsendt indsigelser til projektforslaget. Indsigelserne kommenterer tekniske forudsætninger for de økonomiske beregninger.
Frederikshavn Forsynings A/S' konsulent, Rambøll, har kommenteret indsigelserne. Ingen af indsigelserne ændrer ved det forhold, at projektforslaget udviser en positiv samfundsøkonomi. HMN Naturgas og Skagen Varmeværk har ingen kommentarer dertil.





































