Gå til hoved-indhold
18. oktober 2019 - kl. 14.10

DF'er vil ikke være med til besparelsesmaraton

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Kasper Lau (DF) vil ikke være med til, at de ældre, handicappede og mest udsatte borgere igen betaler prisen.
Af: Michael Frederiksen

Byrådsmedlem Kasper Lau (DF) er ikke med i budgetforliget i Frederikshavn Kommune. Dermed er Dansk Folkeparti "sprængt" for andet år i træk.

- De ældre, handicappede og mest udsatte borgere betaler igen prisen. For sjette år i træk rammes de ældre, handicappede og mest udsatte borgere af en millionbesparelse. Denne gang lyder besparelsen på 8,9 millioner kroner, siger Kasper Lau.

Dette betyder ifølge DF'eren, at der i de seneste seks år er blevet pålagt socialområdet en samlet besparelse på 119 millioner kroner.

- I forhandlingerne har jeg forgæves forsøgt at hive i håndbremsen til det besparelsesmaraton, som finder sted indenfor socialområdet. Desværre har der åbenlyst ikke været et politisk flertal til at gøre dette, men derimod været en holdning om, at området ikke står i en tilstrækkelig økonomisk trængt situation, udtaler Kasper Lau og fortsætter:

- Når man følger debatten indenfor området, vil man hurtigt erkende, at det, der fylder mest, er, hvordan man kan effektivisere, så udgifterne til den enkelte borger bliver så lave som muligt, eller hvordan man kan benytte velfærdsteknologi til at spare penge, hvorimod det, der fylder mindst, er tiden til relationsarbejdet imellem medarbejderen og borgeren, der har behov for hjælp.

Kasper Lau beklager, at der er blevet mere regneark og mindre menneske.

- Ligeledes drejer debatten sig om en "værdig ældrepleje" fremfor en ældrepleje i verdensklasse, som ellers tidligere har udgjort et af de mest grundlæggende elementer i det danske velfærdssamfund. Igen og igen hører vi, at debattører fremstiller Danmark som et meget rigt land, men trods dette er udviklingen kun gået i den forkerte retning indenfor socialområdet, og det er med mindre tid og færre penge til den enkelte borger, som har behov for nærhed og støtte, mener Kasper Lau.

Han har den klare opfattelse, at budgettet for 2020 er endnu et skridt i den forkerte retning, hvor de ældre, handicappede og mest udsatte borgere igen betaler prisen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...