DGI's Verdenshold fyldt med energi og dynamik
DGI's Verdenshold indfriede torsdag aften de høje forventninger i Arena Nord. Sådan lød konklusionen fra Kanal Frederikshavns reporter, der selv har en mangeårig fortid som gymnast og instruktør.
27 veloplagte gymnaster leverede et super show med flotte dragter og kostumer. De diskede først og fremmest op med klassisk grundgymnastik med mange smukke detaljer og koreografier.
Drengenes udstråling var helt klart bedst. Deres performence var outstanding - fyldt med energi, dynamik og god musik. Især med deres fantastiske springserier nåede de ud over rampen og begejstrede det veloplagte og gymnastikkyndige publikum. Mange var tydeligvis kommet langsvej fra for at opleve Verdensholdet i Frederikshavn.
Også de flotte redskabsserier udført af pigerne (bold, tøndebånd og vimpel) fik store og velfortjente klapsalver, ligesom pigernes rytmiske serier faldt i god jord.
Showet - der var delt op i to afdelinger - blev indledt og afsluttet med den traditionelle indmarch og udmarch med faner, hvor de veltrænede gymnaster selvfølgelig var klædt i Dannebrogs farver.
Det var en fornøjelse at være tilskuer til de flotte, naturlige og glidende overgange fra det ene show til det andet. Absolut en dejlig aften i Arena Nord.





































