Dialogmøde om sikring af sundt privat erhvervsliv
Erhvervsnetværket Morgenfruerne inviterer politikerne til dialogmøde om lokal erhvervsfremme.
En ny lov om erhvervsfremme centraliserer erhvervsindsatsen og giver ingen forpligtelser til kommunerne for at have en lokal indsats. Det bekymrer Erhvervsnetværket Morgenfruerne, som har inviteret borgmester og byråd til dialogmøde fredag 7. september.
- Vi er optagede af, hvordan vi sikrer et sundt privat erhvervsliv i kommunen, som skal finansiere vores velfærd. Vi er derfor bekymrede for, om Frederikshavn Kommune vil fravælge at have en lokal erhvervsfremmeindsats, når kommunerne ikke er forpligtet til at arbejde med erhvervsfremme lokalt i den enkelte kommune i det nye lovforslag, siger Karen-Bagge Nielsen, som står i spidsen for Erhvervsnetværket Morgenfruerne.
Hun startede netværket i 2002, og der er i dag godt 80 kvindelige ejerledere med virksomhed i Frederikshavn Kommune i netværket. Morgenfruerne har sendt et notat til de lokale politikere sammen med en invitation til at diskutere fremtiden for lokal erhvervsfremme ved et dialogmøde 7. september. Borgmesteren har allerede takket ja til invitationen, og Erhvervsnetværket Morgenfruerne håber at se mange af borgmesterens politiske kollegaer.
I den nye lov for erhvervsfremme, som forventes godkendt i oktober, lægges der op til en centralisering af erhvervsfremmesystemet i syv regionale erhvervshuse med fem filialer og en national erhvervsfremmebestyrelse, mens kommunerne ikke har en klar defineret rolle og ikke er forpligtet til at arbejde med erhvervsfremme lokalt i den enkelte kommune i fremtiden.
Den udvikling er virksomhederne i Erhvervsnetværket Morgenfruerne ikke enige i. De ønsker at bevare en lokal erhvervsindsats og en lokal indgang for virksomhederne. Den lokale indgang sker i dag via Erhvervshus Nord, som drives af de tre lokale erhvervsforeninger i Skagen, Frederikshavn og Sæby og har en kontrakt med Frederikshavn Kommune om en erhvervsindsats for at udvikle og understøtte det lokale erhvervsliv.
- Det starter med en lokal kontakt. Sådan mener vi, at det fortsat skal være på erhvervsområdet. Her kender vi vores styrker og udfordringer, og det er vigtigt for os som erhverv, at der er en lokal dedikation og indsats for at understøtte væksten i virksomhederne, siger Ditte F. Nielsen fra Launis A/S og medlem af netværket.
I notatet til politikerne fastslår Morgenfruerne, at der er en god tradition for at stå sammen om den lokale udvikling, og det skal fortsætte også fremover.
- Der kommer ikke nogen udefra og skaber vores vækst og fremdrift. Det gør vi i fællesskab med hinanden. Derfor mener vi, at det er helt afgørende også i fremtiden at have en erhvervsudviklingsindsats, der er funderet i det lokale og i tæt samspil mellem kommune og erhvervsliv, siger Karen Bagge-Nielsen.





































