Gå til hoved-indhold
20. januar 2020 - kl. 00.01

Dialogmøde om udbud og opgaver i kommunen

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Frederikshavn Kommune inviterer i samarbejde med Erhvervshus Nord alle lokale bygge- og anlægsvirksomheder til det årlige dialogmøde om kommende udbud og opgaver i Frederikshavn Kommune.

Mandag 27. januar står kommunens Ejendomscenter, Park & Vej, Forsyningen, Boligforeningen Vesterport og Frederikshavn Boligforening klar til at give de lokale håndværksvirksomheder et indblik i mange af de opgaver, der inden for det næste års tid kommer i udbud.

- Vi har samlet nogle af de store spillere for at give de lokale virksomheder et overblik over en lang række af de opgaver, der er på vej det næste års tid. Opgaverne spænder bredt inden for forskellige fagområder, og der vil naturligvis være rig mulighed for at stille spørgsmål til projekter og udbud, siger Bent Westerberg, centerchef i Ejendomscenteret.

Borgmester Birgit S. Hansen byder velkommen på dialogmødet kl. 16.00, og hun håber at se rigtig mange lokale bygge- og anlægsvirksomheder blandt andet til en snak om samarbejdet med kommunen.

- Jeg glæder mig til igen at mødes med de lokale håndværksvirksomheder, og til at få en snak om, hvordan de oplever samarbejdet med kommunen. Det er vigtigt, vi taler sammen, og hvis der er gode ideer til samarbejdet, forslag til forbedringer eller nye muligheder, så skal man endelig ikke holde sig tilbage. Der vil blive rig mulighed for dialog og til at stille spørgsmål, siger Birgit S. Hansen.

På mødet deltager også Gitte Brødsgaard Vesti, der er regionskonsulent for Dansk Byggeri Nordjylland. I sit oplæg tager hun fat om et af tidens rigtig store temaer: Bygningernes rolle i den grønne omstilling.

Mødet foregår i Kattegat Siloen i Frederikshavn mandag 27. januar kl. 16.00-18.00, og man tilmelder sig arrangementet via Erhvervshus Nords hjemmeside senest fredag 24. januar kl. 12.00.

Tilmelding: erhvervshusnord.nemtilmeld.dk/214/

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...