Die Herren klar til koncert lørdag i Frederikshavn
Die Herren spiller fredag 3. december i Det Musiske Hus.
Er du til U2's musik? Så glæd dig, for U2 er på vej til Frederikshavn. Eller lige ved og næsten, men de fire herrer fra Die Herren er det tætteste herhjemme, vi kommer på at være ligeværdige med verdensnavnet.
Die Herren er Danmarks måske mest erfarne plagiatorkester, der mange gange tidligere har samlet folk til koncertfest i Frederikshavn. Koncerten finder sted fredag 3. december kl. 21.00 i store sal i Det Musiske Hus.
- Koncerten er noget for dig, hvis du er til en rockkoncert med intensitet, nerve, nærvær og humor, og hvis du er til et super sammenspillet og råsvingende orkester, der har spillet sammen siden 1991? Die Herren har eksisteret siden 1991, hvoraf tre af medlemmerne fra dengang stadig er med, oplyser leder Kasper Bonde fra Det Musiske Hus.
Orkestrets ambition er at spille sin bedste koncert hver gang. Om det er på et lille intimt spillested eller en stor festivalscene, gør ingen forskel. Om der er mange eller få publikummer - oplevelsen skal være lige stor hver gang – både for publikum og band.
Die Herren kan ikke præstere et mega lys- og sceneshow som originalerne. Men de kan give U2's musik en nærhed og intimitet, som U2 ikke selv kan mere. Musikken er fremragende.
Die Herren har over 1500 koncerter med i bagagen. Bandet har spillet for pensionister på Amager, soldater i Kosovo, for over 10.000 mennesker på Skanderborg Festival og for 16 mennesker på en terrasse i Ikast. For skoleelever, bryllupsgæster, medarbejdere og gæster i Tivoli. For Novo, Siemens, Bestseller og Accenture. I Tyskland, Norge, Island, Letland og Kirgisistan. Alle steder med samme resultat: Publikum, der går hjem med et smil på læberne, en ægte koncertoplevelse rigere og U2-sange på hjernen.