Din Hjemmepleje henter ny direktør i kommunen
Din Hjemmepleje ApS - med afdelinger i Frederikshavn og Hjørring - har pr. 1. marts ansat Lars Bundgaard Leen som administrerende direktør.
Han får reference til indehaver Dorte Simonsen. Derudover vil den nuværende konstituerede direktør, Christina Thomsen, overgå til at være faglig direktør i virksomheden.
Din Hjemmepleje ApS har gennem 2015 oplevet en markedsvækst, hvor virksomheden senest er blevet godkendt som leverandør af personlig pleje, praktisk hjælp og rehabilitering i Brønderslev Kommune. Derudover har Din Hjemmepleje ApS oplevet, at fritvalgsområdets kompleksitet er stigende, hvor der kontinuerligt kommer nye udfordringer, hvortil der stilles øgede krav til leverandører af hjemmepleje.
Ovenstående giver en efterspørgsel på professionalisering, udvikling og nytænkning af, hvorledes en leverandør af hjemmepleje skal drives i et omskifteligt miljø.
Derfor har Din Hjemmepleje ApS valgt at sætte fokus på ledelse i virksomheden ved at lave en ny direktion, der skal imødekomme den nævnte efterspørgsel og bringe Din Hjemmepleje ApS ind i fremtiden.
Lars Bundgaard Leen er uddannet Cand.Scient.Pol og kommer fra en stilling i Frederikshavn Kommune, hvor han i en årrække har arbejdet med Social- og Sundhedsområdet. Dette har givet ham en bred viden og indsigt i området, samt erfaring med ledelse af udviklingsprojekter og professionalisering af interne og eksterne relationer.
- Jeg er overbevist om, at Lars Bundgaard Leen med sine kompetencer og erfaring i samarbejde med Christina Thomsen kan sikre virksomhedens fortsatte udvikling. Herunder sikre en høj kvalitet i levering af hjemmepleje samt et professionelt samarbejde med de kommuner, hvor Din Hjemmepleje ApS er leverandør, udtaler Dorte Simonsen.
Netop samarbejdet med kommunerne omkring udvikling og kvalitetssikring af hjemmeplejen er førsteprioritet for den kommende administrerende direktør.
- Jeg vil som det første gennemgå og kvalitetssikre alle virksomhedens forretningsområder samt sikre, at der drages den nødvendige læring af interne såvel som eksterne tilsyn. Dette skal ske som en del af udviklingen i virksomheden og som et led i den samarbejdsstrategi, der skal være overfor de kommuner, hvor vi er leverandør. Din Hjemmepleje skal være kendt som en leverandør, der er seriøs, udviklingsorienteret og har et kontinuerligt fokus på, hvordan hjemmepleje kan leveres med den højeste kvalitet med borgeren i centrum, udtaler Lars Bundgaard Leen.





































