DIN hjemmepleje slap igennem Hjørrings nåleøje
DIN Hjemmepleje, som for et år siden blev vejet og fundet for let i Frederikshavn Kommune, er netop sluppet igennem et endnu mindre nåleøje i Hjørring Kommune.
Mens Frederikshavn Kommune fra 1. januar 2014 valgte fire private leverandører af hjemmepleje, ønsker Hjørring Kommune fra 1. marts 2015 kun at samarbejde med to private leverandører, når det gælder personlig og praktisk hjælp. Valget er netop faldet på Kærkommen og DIN Hjemmepleje.
Kærkommen gav den mest fordelagtige pris sammenholdt med den kvalitet og service, kommunen ønskede. DIN Hjemmepleje får mulighed for at blive leverandør nummer to og skal levere til den pris samt kvalitet og service, som Kærkommen tilbyder, skriver Hjørring Kommune i en pressemeddelelse.
- Det er dejligt, og jeg er glad for, at jeg denne gang fik en konsulent til at hjælpe mig, smiler frederikshavneren Dorte Bach Simonsen, indehaver af DIN Hjemmepleje, og henviser til, at hun sidste år formentlig tabte slaget i Frederikshavn Kommune, fordi hun troede, at hun hun selv kunne bevare de mange spørgsmål, som kommunen stillede.
DIN Hjemmepleje havde 38 medarbejdere i Frederikshavn og var den tredjestørste private leverandør. Til Dorte Bach Simonsens store overraskelse blev hun alligevel fravalgt af kommunen. Hun åbnede derfor i Hjørring 1. januar 2014 og har p.t. otte medarbejdere.
- Målet er, at vi kommer op på det samme antal, som vi var i Frederikshavn. Det er en god størrelse, mener Dorte Bach Simonsen.
Hjørring Kommune har hidtil kørt efter en godkendelsesmodel, hvor alle, som ønskede at levere frit-valg-ydelser, kunne søge om at blive godkendt som leverandør. Sundheds-, Ældre og Handicapudvalget ønskede at afprøve en ny model, hvor man - ligesom i Frederikshavn Kommune - har benyttet de nye udbudsregler til at finde markedsprisen for ydelserne i hjemmeplejen.






































