Direktør: Branden bliver undersøgt til bunds
- De første meldinger var voldsomme, så jeg er glad for, at ingen er kommet alvorligt til skade. Det er det vigtigste for mig.
Sådan siger direktør Poul Knudsgaard, MAN Diesel & Turbo, i en kommentar til den brand, som torsdag formiddag opstod i en skorsten ved virksomhedens testcenter på Niels Juels Vej i Frederikshavn.
En mand befandt sig i skorstenen, da branden opstod kort efter kl. 10. Han var ifølge Nordjyllands Politi i gang med noget svejsearbejde, da en gnist antændte noget materiale under ham. Han blev evakueret i helikopter, men er ifølge de første meldinger ikke kommet alvorligt til skade.
- Vi skal nu have undersøgt, hvad der konkret er sket, inden vi træffer konklusioner. Jeg kan garantere, at alt bliver undersøgt til bunds. Alle vores systemer skal gennemgås i forsøget på at undgå en gentagelse af denne brand, som er en frygtelig forskrækkelse for os, siger Poul Knudsgaard.
Ifølge direktøren var manden i gang med at forsøge at øge hastigheden i skorstenen. Det var ikke en af MAN Diesel & Turbos egne medarbejdere. Poul Knudsgaard er på messe i Hamburg, så han kan ikke bekræfte, at medarbejderen formentlig kommer fra Jysk Skorstens Service, der havde to biler parkeret tæt på skorstenen.






































