Gå til hoved-indhold
22. juni 2016 - kl. 00.06

Direktør kræver ny asfalt på hele Ribberholtvej

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Michael Frederiksen

- Som virksomhedsejer og skatteyder har jeg en forventning om, at kommunen tænker økonomisk, ansvarligt og langsigtet. Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre kommunen til ikke at lave flere "lappeløsninger", omgøre beslutningen og en gang for alle få lagt ny rigtig asfalt på HELE Ribberholtvej.

Det siger Claus Haumann, indehaver af CH Marine Consult Aps, der for fem år siden flyttede fra FME på Frederikshavn Havn til Ribberholtvej 69 ved Ravnshøj.

- Vi har kunder og medarbejdere, der dagligt benytter vejen. I alle årene har undertegnede påpeget den elendige stand, som vejen er i, med det resultat, at kommunen har foretaget en del lapperier, som typisk kun har holder kortvarigt, fortæller Claus Haumann.

Stor var hans glæde dog, da der for nogle måneder siden kom ny asfalt på Kvisselvej i Ravnshøj. Her begyndte asfaltmaskinerne nemlig også at arbejde på Ribberholtvej.

- Men til min store overraskelse og frustration blev der kun lagt nogle korte strækninger med smalle asfaltbaner. Jeg blev ringet op af en venlig repræsentant fra Forsyningen, som forklarede mig, at der kun ville blive lagt ny asfalt lige hen forbi min virksomhed fra Ravnshøj, men det virkeligt dårlige stykke videre til Hjørringvej ville blive endnu en "lappeløsning".

Ifølge Claus Haumann er hovedargumentet fra kommunens side, at vejen ikke må blive for god, for så kommer der for mange biler. Et andet argument er, at modkørende bilister er nødt til at køre lidt ud i rabatten og dermed belaster vejkanten.

- Jeg vil påstå, vi er i småtingsafdelingen. Skulle der komme lidt flere biler, er det absolut ikke nogen katastrofe. Det vil i øvrigt mindske trafikken forbi Ravnshøj Skole, vurderer Claus Haumann.

Han har nu skrevet til de ansvarlige i Frederikshavn Kommune og Forsyningen i håbet om, at der kommer ny asfalt på HELE Ribberholtvej.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...