Dobbelt guld til CrazY TeenZ fra FSDF - igen!
CrazY TeenZ vandt guld i både hip hop og showdans ved dansk sportsdanser forbunds tredje ranglisteturnering, som søndag blev afviklet i Raffit. Den flotte præstation skal ses i lyset af, at 19 hold stillede op i hip hop og 18 hold konkurrerede i showdans.
Succesen var en gentagelse af CrazY TeenZ resultat fra første ranglisteturnering, holdt af ADC, hvor CrazY TeenZ også tog hjem med to guldmedaljer i henholdsvis hip hop og showdans.
Total succes for Frederikshavn sportsdanserforening (FSDF) og træner Sabina Pedersen. Alle Sabinas hold CrazY GirlZ, CrazY TeenZ og CrazY SaintZ gjorde igen i denne weekend en mere end god figur.
Alle tre hip hop hold placerede sig i den bedste række nemlig A-rækken. I junior A-rækken blev CrazY TeenZ nummer 1 og CrazY GirlZ blev nummer 6. I voksenrækken placerede SaintZ sig som nummer 4.
Ved første ranglisteturnering klarede CrazY GirlZ sig også meget flot, idet de tog hjem med en sølvmedalje i hip hop i juniorrækken, ligesom CrazY SaintZ ved den lejlighed kunne pryde sig med en guldmedajle i voksenrækken.
Træner Sabina Pedersen har god grund til at være mere end stolt af sin egen og dansernes præstation. Der er blevet trænet flittigt i FSDF de seneste par måneder.
CrazY SaintZ er blevet forstærket med en del nye dansere. Holdet er i den grad inde i en god udvikling.
CrazY GirlZ er nogle dygtige dansere, som har eksisteret som hold i en del år, og som altid leverer varen. Sidste år tog de titlen som hip hop international mestre i børnerækken, ligesom de også vandt Fisaf DM.
CrazY TeenZ er et godt sammentømret hold, som er blevet trænet af Sabina Pedersen siden 2005. De har stor succes i både ind og udland. I 2008 fik de en bronzemedalje ved VM i Hip hop og ved VM i hip hop i 2010 placerede de sig, som det eneste af alle danske hold, i finalen. Det ene DM efter det andet er gennem årene havnet hos CrazY TeenZ. 3 Danmarksmesterskaber i hip hop indenfor Dansk sportsdanserforbund og 1 DM-titel i showdans ligeledes indenfor dansk sportsdanserforbund. Og yderligere tre danske mesterskaber er det blevet til i hip hop for CrazY TeenZ hos det internationale forbund FISAF. Og et utal af sølvmedaljer hænger på CrazY TeenZ ungdomsværelser.
Det sidste halve år er CrazY TeenZ i den grad blevet forstærket, idet to nye dansere: Mads fra Haderup og Sarah fra Herning har valgt at forlade deres danseforening Team Profunk i Holstebro for at søge nye udfordringer i Frederikshavn.
Ingen succes for et dansehold uden en kompetent træner, der står bag. Fantastisk, at Frederikshavn Sportsdanserforening har kontrakt med en så dygtig allround træner som Sabina Pedersen. Hun kan sit kram - og det ikke uden grund. Hun har danset siden hun var to år gammel - og har siden som danser opnået store resultater. Siden er hun blevet uddannet koreograf fra en af Danmarks førende danseskoler, Flow Dance Academy i København. FSDF og CrazY holdene kan virkelig være stolte af en af Danmarks p.t bedste hip hop-trænere. Lørdag var Sabina på DR 1 i bedste sendetid som danser ved MGP.
Til næste år er det så Sabina Pedersens bror, Tobias Dee-Daran, som drager til København for at uddanne sig til instruktør. Tobias er så talentfuld, at han af Flow Dance Academy er blevet tilbudt et stipendiat, efter han har fuldført sin 9. klasse. Tobias er allerede nu på banen som hjælpeinstruktør for de tre CrazY-hold, men ikke mindst er han danser på CrazY TeenZ.
CrazY TeenZ består af danserne:
Tobias Dee-Daran
Nana Haugaard Christensen
Mie Haugaard Christensen
Stine Dalsager
Nanna Buus Nielsen
Matilde Schepler
Mads Kjærgaard Pedersen
Sarah Andersen











































