Gå til hoved-indhold
29. august 2010 - kl. 11.08

Dygtig FC Outlaws-keeper skifter til FC Millionaires

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Kasper "Moon" Østergaard forlader FC Outlaws efter 11 sæsoner. Foto: Henrik Dahl Nielsen
Af: Kanal Frederikshavn

En af Danmarks bedste og mest toneangivende floorballmålmænd gennem tiderne, Kasper ”Moon” Østergaard, skifter efter 11 sæsoner i den hvide Outlaws-trøje, til nyoprykkerne FC Millionaires fra Kvissel-Ravnshøj IF.

Kasper Østergaard har været med i hele den lange rejse, som frederikshavnerklubben har gennemgået. Fra starten har ”Moon”, som han bliver kaldt til daglig, været en central skikkelse. Altid koncentreret og seriøs har han været en til tider umulig mand at score på for modstanderne.

Selv siger han om skiftet til oprykkerne.

- Jeg skifter til Millionaires, fordi de vil med i slutspillet. Samtidig har de fået nogle dygtige tilgange, som jeg synes, ser meget spændende ud. Efter 11 år i Outlaws, trænger jeg til en ny udfordring. Jeg vil samtidig rette en stor tak til FC Outlaws, for mange fantastiske sæsoner. I er nogle fantastiske mennesker, der har en gigantisk plads i mit hjerte. Jeg har været stolt af at bære Outlaws´ logo på mit bryst i alle de 11 sæsoner, jeg har haft fornøjelsen af at være der. Nu starter en ny periode for mig.

At Kasper Østergaard ikke er helt uden evner, smitter så sandelig også af på hans meritliste. Tre DM-guldmedaljer er blandt andet noget af det, han har været med til at bidrage med. Samtidig har han en stor europæisk rutine, efter tre deltagelser ved Europa Cup'en for mesterhold – floorballens svar på Champions League i fodbold.

Cheftræner for FC Millionaires, Thomas Lodberg, er også glad for sin nye spiller.

- Kasper er en fremragende keeper, og er på hans bedste dage umulig at score på. Jeg ved, hvor seriøs og fokuseret han er, og jeg glæder mig til at få ham til vores klub. Hans rutine er også enorm, og han ved hvad det handler om, når det presser på. Vi har nu i Kasper Østergaard, og Danni ”Krumme” Jensen to af de allerbedste målmænd i Danmark.

Kasper Østergaard starter med øjeblikkelig virkning i Millionaires på en aftale der løber i foreløbigt et år. Han får trøjenummer 28.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...