E45 er ikke en barriere for ambitiøst havneprojekt
E45 (Europavej/Havnepladsen) er ikke en barriere i Frederikshavn Havns vision om at forbinde havn og by samt by og havn. Det understregede formanden for arbejdsgruppen bag visionsprojektet "Fremtidens Færgehavn", Mikael Jentsch, da han i går præsenterede det spændende projekt for omkring 150 inviterede gæster i den tidligere Color Line-terminal.
- Så længe der er noget at komme efter på den anden side af vejen, er E45 ikke en barriere. Vi kan bare tage H.C. Andersens Boulevard i København. Her er trafikmængden seks gange større, men det føles alligevel helt naturligt at krydse vejen, konstaterede Mikael Jentsch.
Han oplyste, at "Fremtidens Færgehavn" hviler på tre ben:
1. Logistik
2. Information & Service
3. Oplevelsesaktiviteter
- Selv indfødte frederikshavnere er fundamentalt set utrygge ved at køre på havnen i deres egen by. Det skal vi selvfølgelig have lavet om. Tryghed er et nøgleord i vores fremtidsplaner på havnen, fortalte Mikael Jentsch, Teknik- og Arbejdsmarkedsdirektør i Frederikshavn Kommune.
De fremmødte blev præsenteret for en 10 minutter lang video, hvor hele visionsprojektet præsenteres på en levende og spændende måde. Kun få stillede spørgsmål til projektet, som ellers har været genstand for en livlig debat på Kanal Frederikshavn. Et af spørgsmålene gik på finansieringen. Frederikshavn Havn A/S vurderer selv, at der er tale om en investering på mellem 500 mio. og 1 mia. kr.
- Vi har i øjeblikket en soliditetsgrad på ca. 60 procent. Bestyrelsen har besluttet, at alt over 40 procent kan anvendes til at investere i bl.a.. "Fremtidens Færgehavn". Det vil sige, at vi lige nu har godt 50 mio. kr., oplyste direktør Preben Reinholt.
Resten er det målet kommer fra EU, staten, entreprenører, developere og andre interesserede.





































