Gå til hoved-indhold
28. januar 2012 - kl. 04.01

Effektiviseret kollektiv trafik i Frederikshavn

  • 1 af 3
    FOTO: André Hansen
  • 2 af 3
    FOTO: André Hansen
  • 3 af 3
    Anders Jakobsen har haft travlt i Frederikshavn de seneste dage.
Af: André Hansen

Ved hjælp af et tilskud fra Trafikstyrelsen er Rejseplanen nu gået i kamp mod forsinkelser og aflysninger med helt nye digitale metoder. Frederikshavn er et af de fire udvalgte steder i Danmark, hvor metoderne er valgt til at blive afprøvet, og hele ugen er der derfor blevet lavet undersøgelser omkring de nuværende trafikmæssige forhold i byen.

Firmaet Wilke har siden i mandags haft studerende Anders Jakobsen ansat til at lave brugerundersøgelser på dels Frederikshavn Busterminal og banegården. Dette skal medvirke til at samle et brugerpanel, der skal berette om den kollektive trafik i Frederikshavn, som den fungerer på nuværende tidspunkt.

Når projektet lanceres 6. februar, og det har fungeret i en periode, vil et brugerpanel igen skulle kommentere på forholdene, sådan at man sikrer, at de nye metoder virker. Hvis man deltager i undersøgelsen, vil man desuden være med i konkurrencen om to gavekort á 500 kr.

- Vi har fået uddelt en del foldere i dag, men vi mangler fortsat at folk går ind på hjemmesiden og svarer på spørgsmål. Det tager 4-5 minutter, og så hjælper man med at forbedre den kollektive trafik, informerer Anders Jakobsen.

Fra næste uge vil projektet blive testet blandt togførere og buschauffører, der allerede på nuværende tidspunk er oplært i det nye system. Firmaet Wilke vil dog ikke røbe alle de nye fordele før, at de får brugernes ærlige meninger om den kollektive trafik, som den er nu.

- Det bliver sådan, at hvis en rejsende sidder i et tog eller en bus og er blevet forsinket, så vil informationsskærmene i det gældende trafikkøretøj informere om, hvorvidt dit næste skift vil vente på dig, når du ankommer. På den måde vil du hele tiden kunne holde dig opdateret på din rejse og forberede dig på at lave ændringer i tilfælde af forsinkelser, fortæller Lars Wiinblad.

- Busser og tog vil nu kunne følge hinanden digitalt og vurdere, hvorvidt de kan vente på øvrige passagerer i tilfælde af forsinkelse. Først og fremmest har vi dog brug for at folk hjælper os med at udfylde vores spørgeskemaer, siger han.

Man kan hjælpe den kollektive trafik i Frederikshavn ved at svare på dette spørgeskema.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...