Gå til hoved-indhold
25. november 2015 - kl. 00.11

Efter konkurs: Kræftramte står uden træningslokaler

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Kirsten Kristensen håber på at finde en løsning inden jul.
  • 4 af 4
    Kirsten Kristensen håber på at finde en løsning inden jul.
Af: Kanal Frederikshavn

Foreningen Sundhed og Trivsel står uden lokaler, efter at Ezee Fitness i Kattegat Silo i går gik konkurs.

Sundhed og Trivsel har over 80 medlemmer, og det var en sørgelig nyhed, der mødte de omkring 30 personer, som tirsdag mødte op i siloen og troede, at de skulle træne kl. 10.00.


- Vi har jo lejet os ind i de dejlige lokaler i Ezee Fitness, og dette betyder, at arbejdet med at tilbyde motion og sociale aktiviteter til blandt andet kræftramte og KOL-patienter er gået ind i en "stand-by" fase, siger formand og træner Kirsten Kristensen, der startede foreningen for seks år siden.

Hun understreger, at det ikke er Sundhed og Trivsel, som er gået konkurs, men derimod Ezee Fitness, hvor foreningen har lejet sig ind. Konkursen ærgrer Kirsten Kristensen.

- Vore medlemmer er ikke bare almindelige motionister, selv om vi også har en del af dem, men rigtigt mange mennesker, hvis livskvalitet står og falder med træningen, som de får her hver uge. KOL-patienter har væsentlig bedre lungefunktion, efter at de er begyndt at motionere. Den livsnerve, der hedder socialt samvær og et nyt netværk, er med til at holde modet oppe i svære livsfaser. En del kræftramte er også i gang hver uge trods kemobehandlinger og tunge diagnoser, fortæller Kirsten Kristensen.

Foreningen Sundhed og Trivsel står med en udfordring, som skal løses hurtigt muligt. Kirsten Kristensen håber, at det sker inden jul.

- Vores motto er og bliver: "Vi fokuserer på muligheder fremfor begrænsninger", siger Kirsten Kristensen med et stort smil.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...