Gå til hoved-indhold
28. oktober 2014 - kl. 09.10

Efterår er lig med tid til at rense tagrender og afløb

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Kanal Frederikshavn

Træerne er godt i gang med at smide deres blade, og det giver ekstra arbejde for alle nordjyske husejere. Bliver man ramt af en vandskade, fordi afløb eller tagrender er stoppet til med blade, så får man ingen erstatning fra forsikringen, lyder det fra GF Forsikring i Frederikshavn.

Der er ingen vej udenom. Som husejer har man pligt til at bruge en times tid på at finde stigen frem og få fjernet de visne blade fra tagrenderne.

- Blade kan hurtigt stoppe tagrenderne og afløbene til, og så har man balladen, hvis det sætter ind med voldsomt regnvejr. Derfor er det vigtigt, at man som husejer selv tager ansvar, og får fjernet de visne blade, fortæller Birthe Jensen, forretningsfører hos GF Nord.

- Det ser desværre ud til, at mange nordjyske husejere glemmer de helt basale ting, som er med til at forhindre og minimere vandskaderne - at få lukket vinduer og ikke mindst at tjekke afløbsriste og tagrender. I det øjeblik et kraftigt regnvejr eller skybrud nærmer sig, kan disse små tiltag rent faktisk gøre en stor forskel, siger Birthe Jensen.

- Husk også på, at forsikringen som regel ikke dækker, hvis en vandskade skyldes, at tagrenderne er helt stoppet til. Er tagrender og nedløbsrør tilstoppede med blade, så vandet løber ned af husmuren i stedet for at ende i afløbet, og det forårsager en vandskade, så er der ingen hjælp at hente hos sit forsikringsselskab, tilføjer Birthe Jensen.

Det samme gælder afløb, brønde og faskiner. Det er også husejerens pligt, at de virker efter hensigten. Derfor er det en god idé at gå dem efter på denne tid af året og få dem renset, så man undgår, at vandet løber tilbage og i værste fald er årsag til en vandskade.

  • Gode råd:
  • Sørg for jævnligt at tilse og vedligeholde dine afløb og brønde.
  • Gennemgå alle husets brønde og afløb inden sommerens kraftige regnskyl. Især om efteråret, når bladene er faldet af træerne.
  • Rens nedløbsbrøndenes sandfang for blade, sand og småsten hvert år, så brønden ikke stopper til.
  • Har du problemer med dine afløb, som almindelig vedligeholdelse ikke løser, så få dit system gennemgået af en autoriseret kloakmester.
  • Kontakt kommunen, inden du får foretaget ændringer i dine kloak- og afløbssystemer.

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...