Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
08.08.2022 | Af: Michael Frederiksen

Ejer af ishus til politikere: Tænk jer nu godt om!

Indehaver Elvin Frandsen, Palmestrandens Ishus: - Jeg ved godt, at det koster penge at parkere i Skagen, men de to byer kan i mine øjne ikke sammenlignes.
Et forslag om at indføre betalingsparkering ved Palmestranden i Frederikshavn bliver bestemt ikke modtaget med kyshånd af Elvin Frandsen, som ejer Palmestrandens Ishus. Han forudser et fald i sin omsætning og opfordrer politikerne til at tænke sig godt om, inden de i morgen beslutter, om det fremover skal koste 15 kroner i timen at parkere ved Palmestranden. Han stiller desuden spørgsmålstegn ved den udregning, der er lavet.

 

- Jeg ved godt, at det koster penge at parkere i Skagen, men de to byer kan i mine øjne ikke sammenlignes. Langt de fleste bilister på Palmestranden er lokale, som gæster området, blandt andet for at købe en is. Sådan forholder det sig ikke på parkeringspladsen ved Grenen, mener Elvin Frandsen.

Han tøver ikke med at kalde en eventuel indførelse af betalingsparkering på Palmestranden for "chikane af lokale borgere", og han er overbevist om, at de vil gøre alt for at slippe for at skulle betale.

- Det betyder, at mange vil begynde at parkere i Sindallundkvarteret og på Rønnerhavnen og gå til Palmestranden derfra, forudser Elvin Frandsen.

Han er ikke i tvivl om, at betalingsparkering vil påvirke omsætningen i Palmestrandens Ishus i negativ retning.

- Først og fremmest vil en del vælge at køre et andet sted hen, hvor de ikke skal betale for parkere, når de skal have en is. Vores Onsdagstræf vil formentlig ophøre. I dag kommer der folk fra hele Vendsyssel, men jeg er sikker på, at det stopper, hvis folk skal til at betale for at parkere. I dårligt vejr har vi også en del, som bare kommer ud og henter en is og tager den med hjem. Det vil de ikke gøre, hvis det koster 15 kroner at parkere bilen. Endelig er jeg bekymret for de mange ældre borgere, som i dag har stor glæde af Palmestranden. De går typisk en tur med hunden og spiser måske en is eller hotdog. Det vil også stoppe, for de ældre kan ikke finde ud af den app-løsning, der er lagt op til, frygter Elvin Frandsen.

Endelig sætter han spørgsmålstegn ved administrationens tal. Kommunen anslår, at indtægterne bliver 25 procent af indtægterne på Grenens parkeringsplads.

- Der er altid gæster på Grenen, men i dårligt vejr er der kun meget få biler på Palmestranden. Jeg tror simpelthen ikke på, at deres regnestykke holder, siger Elvin Frandsen, som også bemærker, at bilisterne på Grenen "forkæles" med en asfalteret parkeringsplads med afmærkede parkeringsbåse, hvilket bestemt ikke er tilfældet på Palmestranden, hvor der er grus og store kampesten.

Politikerne har tidligere i år vedtaget en udvidelse af parkeringspladsen på Palmestranden. Ifølge Elvin Frandsen er denne udvidelse unødvendig, hvis der indføres betalingsparkering, og det vil tage næsten fire år med betalingsparkering at finansiere den nye parkeringsplads - hvis vel at mærke administrationens oplæg rammer plet.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close