Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
30.05.2020 | Af: Marcus Linkhorst

Ejer af Nordstrand Camping: Helt fantastisk

Det er utrolig vigtigt for turistbranchen, at grænsen nu bliver åbnet til Norge og Tyskland. Sådan lyder meldingen fra Nordstrand Camping i Frederikshavn og Sol & Strand.

 

Statsminister Mette Frederiksen leverede fredag kl. 14 en vigtig besked til store dele af den danske turistbranche: Grænsen til Norge, Tyskland og Island åbner fra 15. juni. Det er der stor jubel over.

En af dem, der jubler, er Sol & Strands administrende direktør Per Dam. Han mener, det har været en barsk tid og ser nu frem til at kunne byde nordmænd og tyskere tilbage i Sol & Strands feriehuse i blandt andet Frederikshavn Kommune.

- Både for vores virksomhed og os, der lever af turisme, som vi i høj grad gør i Nordjylland, har det naturligvis været en barsk tid at komme igennem, og særligt den uvished, der har været. Det har også været dyrt for alle i de måneder, hvor grænserne har været lukket. Derfor er det nu en lettelse, at man nu har fundet en løsning i forhold til en kontrolleret genåbning af grænserne. Netop det, at det er overfor to vigtige markeder, er meget vigtigt for os, siger Per Dam.

En anden, der jubler over statsministerens udmelding omkring grænserne, er Mogens Sønderkær, ejer af Nordstrand Camping i Frederikshavn.

- Det var da helt fantastisk. Vi har nogle norske fastlæggere, som bare har håbet på snart at kunne komme ind, så de er rigtig glade for, at de kan komme til Danmark nu. Vi har også nogle tyske bookinger, som har afventet med, om de skulle afmelde, eller hvad de skulle gøre, fortæller Mogens Sønderkær.

Det er kun Norge, Tyskland og Island, statsministeren og regeringen fredag åbnede op for. Der blev dermed ikke åbnet op for den svenske grænse. Selvom man fristes til at tro, svenskerne er en vigtig indtægtskilde for turistbranchen, er det ikke noget, der ærgrer Mogens Sønderkær.

- Svenskerne er dem, der har mindst betydning. Altså, vi har en enkelt fastlægger derfra, men Sverige er den gruppe, vi har mindst af. Vi har flest tyskere og nordmænd, så de (regeringen red.) kunne næsten ikke gøre det bedre med at åbne for Tyskland og Norge.

På fredagens pressemøde kom det også frem, at regeringen og myndighederne fraråder alle unødvendige rejser til resten af verden til og med 31. august. Det er også noget, de kan mærke i Sol & Strand: At danskernes sommerferie til Sydeuropa er aflyst. Der er flere danske søgninger, end der plejer at være, men det lukker ikke det tab, det har givet, at grænserne siden marts har været lukket.

- Vi kan allerede nu se, at der er en større søgning fra danskere i forhold til at komme til i feriehuse, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Samtidig er det jo også en illusion at tro, at danskere kan lukke hullet i forhold til de mange udenlandske turister. Det kan man måske i juli, men der er mange udenlandske turister i foråret og efteråret. Derfor er det på den ene side glædeligt, at vi får flere danskere, der kommer ud og besøger andre egne, samtidig er det også glædeligt, at der er kommet en løsning overfor de to vigtigste markeder.

Indtil videre har regeringen og myndighederne frarådet at rejse ud i resten af verden til og med 31. august.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close