Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
13.04.2018 | Af: Kanal Frederikshavn

Ejvind Nielsen stopper efter 16 år som formand

Der er afskedsreception for Ejvind Nielsen på tirsdag 17. april.
Direktør og virksomhedsejer Ejvind Nielsen afslutter med udgangen af april 16 år som formand for Frederikshavn Handelsskole.

 

Bestyrelsen markerer Ejvind Nielsens afsked med en reception på Frederikshavn Handelsskole tirsdag 17. april for skolens medarbejdere, samarbejdspartnere og familie.

Ejvind Nielsen er opvokset i Frederikshavn og var i 13 år med på FfI's divisionshold i fodbold. Han har været salgschef hos Dafolo A/S og underviste i flere år på handelsskolen, inden han i 1989 blev selvstændig og oprettede virksomheden EN TeamUdvikling ApS, som han stadig driver i en alder af 71 år.

Det er en konsulentvirksomhed, hvor Ejvind Nielsen med sin praktiske ledelseserfaring og passion for personlig og organisatorisk udvikling tilbyder sin ekspertise til offentlige og private virksomheder.

Ejvind Nielsen er frederikshavner med stort F. Han er en driftig og engageret ildsjæl, der har været involveret i mange lokale tiltag. Ejvind Nielsen er blandt andet medstifter af Vendsyssel Sportscollege, og i 90’erne blev han af Frederikshavn Byråd bedt om at gennemføre et erhvervs- og turisme-udviklingsforløb for, hvad Frederikshavn skulle leve af efter lukningen af Danyard og afviklingen af det toldfrie salg på færgerne.

Igennem sin karriere har Ejvind Nielsen også siddet i en række repræsentative job, blandt andet bestyrelsesformand i flere forskellige virksomheder og for handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK.

Siden 2002 har han været bestyrelsesformand på Frederikshavn Handelsskole, hvor Ejvind Nielsen har været med til at modernisere, reformere og sætte rammer for Frederikshavn Handelsskole. Han har medvirket til, at handelsskolen er blevet en stærk aktør på såvel ungdomsuddannelserne som på kursussiden.

Som person er Ejvind Nielsen igangsætter, udvikler og resultatorienteret. Derfor efterlader han også en næsten ny direktion, som indtil for nylig kun manglede direktøren. Derudover har han sin andel i, at den nye bestyrelse, der tiltræder 1. maj, vil kunne sætte de rigtige mål og den rette strategi for handelsskolen i de kommende år. Den nye bestyrelse består af en passende blanding af nye medlemmer og af medlemmer, der fortsætter - og som repræsenterer erhvervsliv, organisationer og Frederikshavn Kommune.

Privat er Ejvind Nielsen gift med Grethe på 47. år. Sammen har de to voksne børn – Karina i USA og Jesper i Frederikshavn.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close