Eks-borgmester formand for Dansk Folkehjælp
Tidligere borgmester Erik Sørensen er blevet formand for Dansk Folkehjælps nye lokale afdeling i Frederikshavn. Foreningen hjælper forældre med en svag økonomi til at give børnene en trods alt god jul.
- Alle børn glæder sig til denne tid. Men der er nogle forældre, der bliver kede af det, for de ved, at de må skuffe deres børn, for de har simpelthen ikke råd til at give børnene en god jul – en jul, som alle børn glæder sig til, siger Erik Sørrensen.
Dansk Folkehjælp vil hjælpe disse forældre i Frederikshavn i form af julepakker, som indeholder julemad og gavekort til julegaver til børnene.
- Hvis du føler, at økonomien ikke strækker til en god jul for børnene på grund af, at du er på kontanthjælp eller anden overførselsindkomst, så send en ansøgning til os, lyder det fra Erik Sørensen.
Ansøgningen skal hentes på Dansk Folkehjælps hjemmeside - www.folkehjaelp.dk. Borgerservice i kommunen skal påtegne skemaet. Du skal indsende det inden 1. december 2011 til Dansk Folkehjælp, Industriparken 4, 4960 Holeby.
Den lokale afdeling af Dansk Folkehjælp foretager udvælgelsen og uddelingen af julehjælpen.
- For at vi kan uddele Julehjælp, skal der penge ind. Vi opfordrer alle til at tage godt imod vore indsamlere. Pengene vil gå til økonomisk trængte familier i vores kommune – det er med garanti, lover den tidligere borgmester.
En julehjælpepakke består af for 500 kroner madvarer, juleknas, to gavekort på hver 500 kr. til køb af julegaver til børnene i følgende forretninger: Fætter BR og Sportsmaster, i alt 1.500 kr. pr. børnefamilie.
- Hver gang vi samler 500 kr. ind får vi to x gavekort fra hovedafdelingen, i alt værdi 1.500 kr. Så hver gang vi samler 500 kr. ind, så kan uddele en julehjælp til en værdi på 1.500 kr., oplyser Erik Sørensen.
Dansk Folkehjælp i Frederikshavn vil være synlige i julehandlen:
Frederikshavn: Open by Christmas 25/11
Sæby: Open by Christmas 2/12
Skagen: Christmas Weekend 3/12
Julemarked Knivholt, Frederikshavn 10. og 11.december.





































