Gå til hoved-indhold
23. juni 2019 - kl. 23.06

Ekspert: Joakim Mæhle klar til A-landsholdet

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    - Jeg kan ikke forestille mig andet, end at Joakim Mæhle (foto) bliver udtaget til A-landsholdet næste gang, sagde Mikkel Bischoff straks efter kampen på DR1. Foto: TV2 Nord
Af: Kanal Frederikshavn

FODBOLD: 22-årige Joakim Mæhle fra Østervrå har med to overbevisende præstationer under U21-EM i Italien tilspillet sig en plads på A-landsholdet.

Det er i hvert fald vurderingen fra fodboldekspert Mikkel Bischoff efter Danmarks 2-0-sejr søndag aften over Serbien.

- Jeg kan ikke forestille mig andet, end at Joakim Mæhle bliver udtaget til A-landsholdet næste gang, sagde Mikkel Bischoff straks efter kampen på DR1.

Danmark skulle vinde med mindst tre mål for at have en chance for kvalificere sig til semifinalerne. Chancerne var til det, men det lykkedes kun at vinde 2-0. Nu kan Danmark rejse hjem - trods to sejre i tre kampe.

Joakim Mæhle var ikke med i åbningskampen mod Tyskland, som Danmark tabte 1-3. Mæhle - med en fortid i Østervrå IF og AaB - var til gengæld med fra start mod både Østrig og Serbien. I opgøret mod Østrig scorede vendelboen endda to mål, da Danmark vandt 3-1. I aften lagde Joakim Mæhle uselvisk op til Jacob Bruun Larsens åbningsmål.

- Joakim Mæhle spillede en fantastisk kamp i begge ender af banen, fastslog Mikkel Bischoff begejstret.

Ikke mindst hans samarbejde med Jacob Bruun Larsen imponerede Mikkel Bischoff, der allerede glæder sig til at se netop de to spillere på Danmarks A-landshold.

Joakim Mæhle har været Danmarks mest omtalte spiller under U21-slutrunden i Italien. Det hele begyndte, da Genk-spilleren viste frustration over at være blevet henvist til bænken mod Tyskland. Han forlod banen uden at takke de danske fans og efterfølgende udtrykte han sin skuffelse over ikke at spille.

- Vi bliver kritiseret for at give kedelige interviews, være træls at snakke med og sige det samme hele tiden. Så viser man et lille stykke attitude og passion for det, man laver, og så synes jeg, at det bliver misforstået, fejlfortolket og overfortolket, udtalte Joakim Mæhle til bold.dk.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...