Gå til hoved-indhold
14. august 2017 - kl. 04.08

Elev-kritik af skole, som sendte hel klasse hjem

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

En af de elever, som i onsdags blev sendt hjem fra første skoledag på Frederikshavn Handelsgymnasium, står nu frem og kritiserer skolen.

- Skolens håndtering af sagen er mig uforstående, siger Simon Dannerelv, som går i 3.e, der onsdag morgen blev sendt hjem igen uden undervisning - vel at mærke HELE klassen.

Ifølge direktør Svend Kobberup var blot en lille håndfuld af eleverne i 3.e klar til at modtage undervisning efter at have deltaget i Gudenat, men skolen valgte at straffe klassen kollektivt, fordi der ikke var grundlag for at lave en kvalificeret undervisning af den lille gruppe elever.

- Det hører ingen steder hjemme, at man møder beruset op på første skoledag, sagde Svend Kobberup.

Simon Dannerelv forstår ikke den udmelding. Han oplyser til Kanal Frederikshavn, at eleverne mødte op og var klar til undervisning.

- Det var først, da vi oplyste vores lærer, at nogle havde været til Gudenat, at han blev opmærksom på det. Herefter gik der ikke længe, før rektor kom op og sendte alle hjem. Der var ingen, der var fulde, og der var generel forbavselse i klassen, fortæller Simon Dannerelv.

Han mener, at skolen handlede forkert, og at sagen er ude af proportioner.

- Hvor har direktøren sine tal fra? Fakta er, at de fleste elever mødte op trætte, men ellers var de klar og forberedt til at modtage undervisning for herefter at blive sendt hjem på grundlag af antagelser fra skolen. Der blev ikke foretaget så meget som ét eneste tjek af eleverne for at vurdere, om nogle af eleverne var fulde, lyder det fra Simon Dannerelv.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...