Elsebeths værktøjer er næsten som tryllekunst
Ørskov Coaching ved Elsebeth Ørskov har samlet fem maritime virksomheder i et nyt samarbejde, der skal være med til at forebygge stress og mistrivsel.
Virksomhederne tæller Orskov Yard A/S, Scanel International A/S, VMS Group A/S, Hytek A/S og Norisol A/S, som tilsammen beskæftiger cirka 700 medarbejdere på Frederikshavn Havn. Flere virksomheder meldes lige nu på vej ind i samarbejdet.
En af medarbejdere, som Elsebeth Ørskov har hjulpet, kæmpede med et søvnhelvede, og rigtig meget tankemylder, som blandt andet resulterede i træthed, tristhed og ulyst. Humøret lå på en skala fra 1-10 på 2. Alligevel varede det lidt, inden medarbejderen søgte hjælp.
- Det var svært i starten, fordi Elsebeth stillede nogle ”sjove” spørgsmål. Nogle af de ting, vi talte om, hentede jeg jo helt inde i knoglerne, og det havde jeg ikke erfaring med. Efter nogle gange skete der pludselig en forløsning. Jeg blev bedre tilpas og mere glad. Jeg kunne mærke, at noget var rigtigt. Jeg glædede mig til at komme hver gang, og fortælle, at værktøjerne hjalp. Jeg kunne se et håb, husker medarbejderen.
Idéen om at skabe en fælles platform for de maritime virksomheder inden for trivsel udspringer af et allerede velfungerende samarbejde virksomhederne imellem, hvad angår faglige projekter og en lærlingeordning. Nu er fællesskabet styrket yderligere i form et fælles øget fokus på trivsel og forebyggelse af stress.
Samarbejdet med Ørskov Coaching skal være med til at skabe bedre betingelser for medarbejdernes stress og psykiske udfordringer. For uanset om det er i privatlivet eller arbejdslivet der er udfordringer, så koster det. Således er indsatsen med til at forebygge og undgå tunge - både personlige og økonomiske – sygemeldinger.
Den Nationale Sundhedsprofil viser et dystert billede af den generelle trivsel i Danmark, idet 10-12 procent giver udtryk for, at de dagligt oplever alvorlige tegn på stress.
- Den generelle trivsel i Danmark er for nedadgående, og tallene viser, at der er behov for en målrettet indsats. Samtidig håber vi, at signalværdien i initiativet er med til at fastholde og tiltrække stærke kompetencer – for hvem vil ikke gerne arbejde et sted, hvor man har fokus på trivsel?, udtaler Elsebeth Ørskov og fortsætter:
- Personligt er det inspirerende at arbejde med de her fem virksomheder, der er interesseret i at skabe optimale rammer for deres medarbejderes generelle trivsel. For uanset om det er i privatlivet eller arbejdslivet, der er udfordringer, så koster det sygemeldinger.
Adm. direktør Jakob Tvilling Grønkjær, Scanel, er glad for samarbejdet med Ørskov Coaching.
- Det betyder, at vi meget hurtigt kan få hjælp til en medarbejder eller leder, når behovet opstår. Elsebeth er tæt på vores virksomhed, og det er godt, at vi altid kan trække på hende, når vi har en HR-opgave, som vi ikke selv kan løse, eller opgaver, hvor det kan være en stor fordel med eksterne briller til at se på situationen, siger Jakob Tvilling Grønkjær.
Han er samtidig overbevist om, at samarbejdet med Elsebeth Ørskov er med til at fastholde dygtige medarbejdere.
- Vi er som virksomhed også kommet tættere på de andre virksomheder, som indgår i dette samarbejde, og vores evalueringsmøder giver os mulighed for at dele vores erfaringer og drøfte forskellige andre HR-temaer, som er oppe i tiden, siger Jakob Tvilling Grønkjær.
Medarbejderen, som kæmpede med et søvnhelvede, tankemylder, har det nu ”100 gange bedre”, motivationen og overskuddet er tilbage, og humøret er oppe på 9.
- Jeg har tidligere været snæversynet og blind i forhold til andre med stress, men jeg kommer aldrig til at sige til nogen, at de må tage sig sammen – for det er ikke en mulighed, når man har det sådan. Værktøjerne er næsten som en tryllekunst, og det skulle være lovpligtigt at tale om det, hvis man er ked af det. Vi får jo også tjekket vores blodtryk, og vi får bilen synet, konstaterer medarbejderen.






































