Jacob Mygind - der blev født i Frederikshavn i 1955 - er beæret med flere musikpriser. Onsdag spiller han i Det Musiske Hus.
Onsdag 16. februar kommer et musikalsk bysbarn forbi sin fødeby og spiller sit flotte saxofonspil sammen med en ung og fremadstormende kvartet.
Jakob Mygind blev født i 1955 i Frederikshavn, og han markerede sig tidligt som komponist og musiker i den genrebrydende gruppe COMA.
Albummet "Financial Tycoon" modtog som første rockproduktion støtte fra Statens Kunstfond. Mygind havde fra 1985 stor aktivitet i orkesteret Chilis Calypso Band. Fra 1991 spillede Mygind i Pierre Dørges New Jungle Orchestra, hvor han stadig turnerer verden rundt og spiller verdensmusik for alle, lige fra Japan til Fjerritslev Gymnasium.
Som orkesterleder har den tidligere frederikshavner sat sit musikalske præg på Nordjylland med Matchbrothers, der som nordjysk amtsorkester har spillet Skandinavien tyndt på kryds og tværs. Matchbrothers spiller musik, som henter inspiration fra hele verden.
Jacob Mygind er beæret med flere musikpriser: Jazzambassador 1995, Nordjyllands Amts Musikpris 1999, Årets nordjyske jazzmusiker 2004 og Go Global Award 2008.
Kvartetten består af Jakob Mygind (tenor og sopransax), Jens Bech Hald (piano), Kenneth Dahl Knudsen (kontrabas) og Stig Halskov (trommer),
Kvartetten spiller egne jazzkompositioner og tager udgangspunkt i de essentielle elementer i musikken - med legende improvisation og stemningsfyldte passager. Numrene indeholder en nordisk melodisk tone blandet med klangfarver fra den vestlige verden. Kompositioner af Jens Bech Hald.