Claus Hempler - kendt fra bl.a. Fielfraz - spiller fredag aften i Maskinhallen i Frederikshavn.
Fredag 12. februar går en uhørt mandlig kunstner på scenen i Maskinhallen og tager publikum med ind i sit sprøde pop/rock univers. Med sig som opvarmning har han sanger- og sangskriver-talentet Ida Østergård.
Claus Hempler, født i 1970, voksede op i Odense-forstaden Højby. I 1981 dannede han gruppen Fielfraz sammen med skolekammeraterne Nils Brakchi (bas) og Kenneth Priisholm (guitar). Gruppen blev senere udvidet med Jens Langhorn på trommer.
Claus Hempler var sangskriver og forsanger i gruppen, som i perioden 1990-1996 udgav tre albums: Shine (1990), Electric Eel (1992) og anmelderroste Slick (1996). I 1996 medvirkede Hempler i Hotel Pro Formas musikforestilling Monkey Business Class, og i 1997 indspillede han sammen med Dicte nummeret You're the Boss på albummet String of Pearls med Ib Glindemann & hans orkester.
Som solist har Claus Hempler i 1999 udgivet albummet Charm School for Pop Singers, hvor han flirter med standardjazz og crooner-stil. På pladen medvirker Thomas Blachman (trommer), Lennart Ginman (bas) og Carsten Dahl (piano). Albummet indeholder cover-numre af bl.a. Billie Holiday, Frank Sinatra og Tony Bennett.
Efter bl.a. at have overvejet en afgang fra den danske musikscene til fordel for et teologistudium, barslede Claus Hempler med albummet Hempler i 2004 under musikalsk medvirken af bl.a. Fielfraz-medlemmerne Nils Brakchi, Jens Langhorn, samt producer Joshua (Kent, Kashmir, Carpark North, Mew). Efter udgivelsen af Hempler blev Claus Hempler hædret med med tildelingen af en Steppeulv i 2005 for "Årets vokalist" og prisen som "Årets Danske Sanger" ved Danish Music Awards samme år.
Ida Østergård er et nyt kæmpe talent på den danske sing-a-song-writer scene.
Med en stemme, der rummer et utroligt nærvær og tekster, der synes hudløse og nærmest brutalt ærlige, formidler Ida på overlegen vis sine sange med en overbevisning, man sjældent ser hos så ung en sangskriver.
Hun evner med glimt i øjet, rå kant og fløjlsblød klang at fange lytteren ind, mens hun åbner op for sine sanges farvestrålende persongalleri. Man kan grine og græde på én gang, som det så ofte er tilfældet, når noget rammer plet.
Ida Østergård har allerede nået meget i sin korte karriere. Debutsinglen "On His Knees" roterede flittigt på P3 og P4 i flotte fem måneder, efter hun i 2008 vandt KarriereKanonen, som én ud af 1800 indsendte bidrag. Sangen blev en del af soundtracket til radio-dramaserien "Sommer" og på Sony BMGs "All Woman 4".
Vi kvitterer med to fribilletter, hvis du anmelder koncerten på Kanal Frederikshavn. Send os en mail nu: redaktion@kanalfrederikshavn.dk