En lille påske-opsang til alle os frederikshavnere
Mette Jacob har skrevet dette indlæg: Vi var en tur nede i gågaden påskelørdag. Det var herligt vejr og pænt med mennesker, da vi kom. Jeg tog min mand under armen, og vi begav os ned til den auktion, som skulle være til fordel for hjælp til kræftramte.
Erik Sørensen var aktionarius, og han havde hjælp af en meget sød og smilende dame, som jeg desværre ikke kan huske navnet på.
Men jeg blev atter en gang skuffet over, at vi frederikshavnere ikke bakker mere op om sådan et arregemant. Der var flere forretninger og spisesteder, der havde doneret en ting, som man kunne købe. Pengene ville så gå til et godt formål. Der var flere af tingene, der slet ikke blev budt på, og det er en skam.
Jeg synes godt, jeg lige vil komme med en lille opsang til os alle. Vi skal støtte og hjælpe hinanden. Det er så flot, at der er nogen. der har tid og kræfter til at hjælpe andre.
Så næste gang - find humøret og pungen frem og la´ os alle sammen få nogle dejlige oplevelser.






































