En ny spændende sæson er allerede gået i gang
Mike Grey leverer denne uges blog-indlæg på Kanal Frederikshavn: Vi begyndte sommertræningen i starten af maj og er nu oppe på syv ugentlige træningspas. Det er alt fra løb og styrke til smidighedstræning.
Efter sæsonen, hvor det var klart, at vi mistede Reinert, Schioldan, 2 x Højbjerg, Smedegaard, Frederik, Kim Petersen og Jesper Jensen plus udlændinge, syntes jeg faktisk, at vi så lidt sårbare ud.
Men efter signingerne af den slovakiske målmand Miroslav Lipovsky, Greg Jacina og Martin Ravn fra Odense, Bjerrum fra Esbjerg, Klarskov, Lasse Jensen og Kennie fra Rødovre og nu Nikolaj Nedermark fra Aalborg, plus yderligere forstærkninger af muligvis en udenlandsk back og forward, ja, så ser det ikke så dårligt ud.
De spillere, vi har mistet, er selvfølgelig meget ærgerligt, men "kun" én af spillerne (Smedegaard til Odense) er til en direkte konkurrent, hvor de øvrige enten er stoppet eller har valgt at prøve lykken i udlandet.
Jeg synes selvfølgelig, det er MEGET ærgerligt, at Schioldan og Reinert ikke skal spille mere. De har betydet meget for holdet, både spillemæssigt, men nok så vigtigt også i omklædningsrummet. Men omvendt må man også respektere deres beslutninger – tror ikke det har været nemt for dem. Men man ved jo aldrig, hvad der sker i løbet af sommeren !!!
De spillere, som er nye i forhold til sidste sæson, er alle hentet direkte hos vores konkurrenter. Og med Herlevs tilbagekomst ser jeg egentlig, at vi har et spændende og konkurrencedygtigt hold, da også Herlev har hentet danske spillere i andre danske klubber.
Jeg glæder mig allerede til at komme på is igen – engang i slutningen af juli.
God sommer herfra, Mike Grey





































