Gå til hoved-indhold
02. marts 2024 - kl. 21.03

En populær hyldest til Toppen af Poppen i 70’erne

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Hvad gør vi nu, lille du, sang og spillede Jonas Rasmussen, Morten Bytofte, Lene Nørrelykke, Lucas Hoang, Anne Kraglund, Niels Rahbech, Lars Wagner, Joakim Øster og Michael Vestbo fra Musical Danmark. Det gjorde de lørdag eftermiddag i Det Musiske Hus i Frederikshavn, og publikum vidste lige, hvad de skulle gøre, nemlig synge med og lade sig rive med af stemningen.

- Mange af os kunne huske slutningen af 70’erne, hvor situationen i musikbranchen var helt anderledes end i dag. Vi blev i den grad underholdt. Det var store stjerner fra datiden, der rullede over scenen, og det blev gjort med smukke stemmer samt skønne kvinder og mænd, der fik os alle til at rocke med, fortæller Lilly Pedersen, formand for Frederikshavn Teaterforening.

Publikum hørte historien om branchen, der var præget af hård konkurrence om at være det største og mest succesfulde band – om at være "rockkongen" af Danmark. Op igennem 70’erne havde Gasolin siddet sikkert på tronen som Danmarks ubestridt største rockband. Men i 1978 er den epoke slut, da bandet beslutter at opløse sig selv.

"Kronprinsen" var Shu-bi-dua. Et band, som var elsket af danskerne, men hadet af medlemmerne af Gasolin. Shu-bi-dua stod klar til at overtage tronen, lige så snart at Gasolin var væk. Som et sidste - og måske desperat træk - forærer Gasolin et sikkert hit, "Se Venedig og dø" til Lone Kellermann i håbet om, at hun kan videreføre deres succes frem for, at Shu-bi-dua gjorde det.

Da bandet spillede "Se Venedig og dø", stod alle op og sang med. Det blev en kæmpe forløsning på to timer med musik, der sendte os på et musikalsk dejavu efter at have hørt en lang række af de største og mest elskede danske hits fra slutningen af 70’erne fra både Gasolin, Shu-bi-dua, Sebastian, C.V. Jørgensen, Rugsted & Kreutzfeldt med flere.

- Frederikshavn siger tak til Musical Danmark ved Michael Bentholm, og som en af vores gæster sagde på vej ud: "Jeg havde helt glemt, jeg skal have en ny hofte i næste uge. Jeg lod mig rive mig". Det er da livsbekræftende, og det er, hvad musik og sang kan gøre ved os mennesker, udtaler Lilly Pedersen med et stort smil.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...