Gå til hoved-indhold
06. april 2009 - kl. 15.04

Energibyen lever videre uden statens blå stempel

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Frederikshavn Kommune er foreløbigt den eneste kommune, der deltager med en stand på Dansk Industris "Bright Green" udstilling i Forum i København 12.-13. december. (Foto: Keld Gydum)
Af: Kanal Frederikshavn

- Frederikshavn er og bliver energiby. Det slår borgmester Erik Sørensen fast ovenpå skuffelsen over, at Frederikshavn Kommune endnu en gang blev forbigået, da klima- og energiministeren i sidste uge udnævnte tre nye Energibyer.

 

Frederikshavn Kommune lever op til kriterierne for at blive udnævnt til Energiby, hvor vægten er lagt på energibesparelser og nedbringelse af CO2. Men projektet Energibyen Frederikshavn rækker langt videre end det. Det handler om at omlægge et helt bysamfund til 100 procent vedvarende energi og om skabe bæredygtig grøn vækst.

Energibyen Frederikshavn kan gavne hele Danmark som et demonstrationsprojekt i skalaen 1:1, som vil kunne overføres til andre bysamfund i Danmark og i resten af verden.

- I praksis kommer projektet til at vise, at regeringens visioner om uafhængighed af fossile brændsler, omlægning til vedvarende energi og skabelsen af grøn, bæredygtig vækst, kan gennemføres med allerede eksisterende teknologier. Derfor er det meget beklageligt og utrolig ærgerligt, at de visioner, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen har givet udtryk for på energiområdet, åbenbart ikke har bredt sig til hele regeringen, udtaler borgmester Erik Sørensen.

At Frederikshavn Kommune ikke har fået statens blå stempel som energiby, ændrer ikke på målet om at omlægge til 100 procent vedvarende energi inden 2015.

– Men det kan blive vanskeligere at inddrage flere private investorer, når regeringen ikke støtter op om projektet, der går ud på at realisere de visioner, som Anders Fogh Rasmussen fokuserede på i sin nytårstale, vurderer borgmester Erik Sørensen.

Frederikshavn Kommune er foreløbigt den eneste kommune, der deltager med en stand på Dansk Industris "Bright Green" udstilling i Forum i København under COP15 12.-13. december 2009. De mange delegerede, som lægger vejen forbi udstillingen, får muligheden for at møde Energibyen Frederikshavn og få øjnene op for, at der faktisk er en kommune i Danmark, der er i gang med at lave et energikoncept, der vil kunne implementeres i hele verden.

- Med det her projekt kan vi være med til at trække COP15 i en positiv retning. Men det ville have været nemmere som statslig udnævnt energiby, lyder det fra borgmester Erik Sørensen.

Fakta om energibyen Frederikshavn
Et byområde, der omfatter Frederikshavn, Kilden, Elling og Strandby, bestående af 25.000 indbyggere skal omlægges fra fossil energi til 100 procent vedvarende energi på el-, varme- og transportområdet inden 2015.

Frederikshavn skal være et "demonstratorium" for udvikling og test af energiteknologier på markedsmæssige vilkår.

Frederikshavn Byråd har igangsat projektet med Frederikshavn Kommune som projektejer.

Fonden Energibyen Frederikshavn har ansvaret for projektets realisering.

Formand for fondens bestyrelse er Peter Høstgaard-Jensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...