På søndag skulle de interne veje og 40 grunde gerne kunne ses tydeligt i Golfparken.
Palm City inviterer søndag 11. september fra kl. 15-17 alle interesserede indenfor i skurvognen, som er placeret i Golfparken, hvor allerede 11 ud af 40 helårsgrunde er solgt. Golfparken ligger på Flade Engvej, lige ved siden af kolonihaverne.
Entreprenørmaskiner har i denne uge travlt med at klargøre Golfparken til arrangementet på søndag og den fremtidige byggemodning.
- Hvis ikke vi bliver forsinket/forhindret af vejret, regner vi med på fredag at kunne afsætte de interne veje og dermed også de enkelte grunde, så folk bedre kan orientere sig i området, når de besøger det på søndag, oplyser Siggi Strandeng fra Palm City.
Grundene sælges for 345.000 kr., og Palm City har lavet en aftale med det aalborgensiske byggefirma HusCompagniet, der eksempelvis tilbyder at bygge et hus på 152 kvadratmeter til 1,3 mio. kr.
- Jeg vil dog gerne understrege, at det er op til den enkelte husejer selv at bestemme, hvilket firma der skal bygge huset, udtaler Siggi Strandeng.
I forbindelse med arrangementet på søndag vil en medarbejder fra Spar Nord Bank fortælle om finansiering ved nybyggeri. Desuden er HusCompagniet tilstede.