Er din varmepumpe klar til vinterkulden?
Alt for mange varmepumpeejere glemmer at få tjekket deres anlæg, når sommeren går på hæld. Konsekvensen kan ifølge lokal installatør være, at pumperne ikke fungerer optimalt eller i værste fald går i stykker, når der er allermest brug for dem.
Stadig flere danskere vælger at udskifte eksempelvis oliefyr med varmepumper for at spare på den samlede energi- og miljøregning. Energistyrelsen anslår således, at over 200.000 danske hjem i dag er udstyret med denne form for opvarmning. Men ofte glemmer husejerne, at det også at nødvendigt at holde varmepumpen ved lige for at sikre, at den fungerer optimalt, når vejret skifter fra sommervarme til vinterkulde.
- Hvis en varmepumpe skal fungere optimalt, er det vigtigt, at den bliver efterset med jævne mellemrum. Derfor er det en god idé, at du som boligejer indgår en serviceaftale, når pumpen installeres. På den måde kan du være sikker på at få det fulde udbytte af din investering, samtidig med at du forebygger irriterende nedbrud, siger Lars Petersen fra Oscar Petersen & Søn A/S i Frederikshavn, der er såkaldt "VE-installatør" med speciale i netop varmepumper.
Energistyrelsen har etableret et særligt korps af specialister i opsætning og service af anlæg med vedvarende energi som drivkraft – herunder også varmepumperne. Du kan som forbruger derfor med fordel benytte en af disse "VE-installatører", når din varmepumpe skal efterses. 
- Er varmepumpen opsat af en VE-installatør, har du allerede fået tilbudt en serviceaftale. Er denne accepteret, skal du derfor ikke foretage dig yderligere. VE-installatøren vil selv tage kontakt, når det er tid til eftersyn, forklarer Søren Rise, chefkonsulent hos installatørernes brancheorganisation, TEKNIQ, og uddyber:
- Er varmepumpen derimod ikke opsat af en VE-installatør, skal du selv sørge for at tage kontakt til en installatør ved at gå ind på Energistyrelsens hjemmeside eller VEinstallator.dk. Når du har gjort det, behøver du ikke længere frygte uventet nedbrud af varmepumpen, da der i en serviceaftale normalt er indbygget en udkaldsordning uden anden omkostning end de nødvendige reservedele. 
Søren Rise vurderer, at en serviceaftale typisk vil koste mellem 1.500 og 2.000 kr. om året.
I det hele taget er det ifølge Søren Rise værd at overveje at erstatte det gamle olie- eller gasfyr med en varmepumpe.
- Den er både billigere i drift og langt mere miljøvenlig. Faktisk vil du typisk kunne spare mellem 50 og 70 procent af forbruget i forhold til olie- eller gasfyr. Og samtidig er varmepumperne ganske lette og billige at vedligeholde, hvis man altså husker også at få en serviceaftale, understreger han.





































