Er parkeringsafgift ved Grenen i strid med loven?
Det vil være i strid med lovgivningen, hvis byrådet i Frederikshavn Kommune i aften beslutter at opkræve parkeringsafgift for autocampere om natten på parkeringspladsen ved Grenen. Det mener Kenn Kramer fra Odense, som de seneste 18 år har tilbragt sommerferien i Skagen i familiens autocamper.
- Grenen er et fredet område, og derfor mener jeg ikke, at kommunen kan opkræve parkeringsafgift for autocampere. I øvrigt er der jo tale om en almindelig parkeringsplads, og her gælder samme regler for autocampere som for personbiler, da en autocamper er indregristreret som en personbil, understreger Kenn Kramer.
Sagen blev for nylig behandlet i Teknisk Udvalg. Her vedtog et flertal, at der skal opkræves parkeringsafgift i tidsrummet fra kl. 23.00 til 7.00. Udvalgets tre socialdemokrater - Bruno Müller, Andres Gram Mikkelsen og Hanne Welander - begærede dog sagen i byrådet.
Kenn Kramer er villig til at betale for overnatning i familiens autocamper, når han holder ferie i Skagen, såfremt der etableres en særlig parkeringsplads til autocampere.
- Jeg har nu i 18 år kørt autocamper, og hvert år er turen gået til Skagen, hvor jeg har følt mig velkommen, men jeg kan se, at man
nu vil lave det om for at tækkes nogle campingpladsejere, som ikke kan finde ud af at tilbyde et koncept, som passer til os, siger Kenn Kramer, der spændt vil følge afgørelsen i aften på byårdsmødet.





































