Erfaren hotel-kvinde i front for Scandic The Reef
Scandic The Reef har efter længere tids søgen fundet sin nye hoteldirektør. Kvinden i front for det nyrenoverede hotel i Frederikshavn er frederikshavneren Marianne Bredevang, som vil gøre brug af sine 11 års erfaring fra Scandic, når hun kaster sig over de nye udfordringer. Scandic The Reef skal være byens omdrejningspunkt og det foretrukne valg for lokale samt gæster fra nær og fjern.
Marianne Bredevang satte sig 1. november i direktørstolen for Scandic The Reef i Frederikshavn, og det er en kompetencestærk kvinde med solid hotelerfaring, der nu skal skabe nye muligheder og resultater for hotellet.
Scandics adm. direktør i Danmark Jens Mathiesen udtrykker stor tilfredshed med udnævnelsen af den nye hoteldirektør for The Reef:
- Marianne Bredevang er den helt rigtige profil til at stå i spidsen for Scandic The Reef. Med et stort kendskab til branchen, Scandic og ikke mindst lokalområdet ved Marianne Bredevang, hvad der skal til for at drive og udvikle et hotel med unikke muligheder og faciliteter. Vi er meget glade for at have fået en stærk kapacitet og ildsjæl som Marianne ved roret.
Den nyudnævnte hoteldirektør har selv klare visioner for hotellets fremtid:
- Med Scandic The Reef har vi mulighed for at tilbyde et anderledes produkt, som på én gang er badeland og konferencedestination. The Reef skal være byens omdrejningspunkt, og det skal ind på nethinden hos både lokalbefolkningen og kunder udefra. Vi skal være på forkant og udvikle nye produkter, som er klar, før markedet egentlig efterspørger dem. Sådan bliver vi det foretrukne valg.
Marianne Bredevang kommer senest fra stillingen som hoteldirektør for Scandic Aalborg i seks år, og hun har boet hele sit liv i Frederikshavn. Hun går derfor passioneret og målrettet til opgaven som hoteldirektør for The Reef.
- Scandic The Reef spiller en vigtig rolle for lokalsamfundet. Vi tiltrækker turister, skaber handel i bylivet, bidrager til flere arbejdspladser og øget efterspørgsel. Det handler om, at vi får fortalt ”den gode historie”, så vi holder fast i eksisterende kunder og samtidig tiltrækker nye gæster. Jeg vil gøre mit for, at The Reef får en endnu mere markant rolle og bliver en endnu mere attraktiv destination, siger Marianne Bredevang.
Privat er hun gift med Jan og mor til en søn på to år. Fritiden bruger hun passioneret på familiens to schæferhunde og ellers står den på løb, fitness, skøjteløb, kulturelle opleveler og rejser, når den nye hoteldirektør skal nyde fritiden.





































