Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.03.2018 | Af: Kanal Frederikshavn

Erhvervsuddannelserne er in - trenden er vendt

Både EUC Nord og Frederikshavn Handelsskole oplever markante stigninger i søgningen til erhvervsuddannelserne. Det er bemærkelsesværdigt set i lyset af den demografiske udvikling med faldende ungdomsårgange.

 

Frederikshavn Handelsskole har i år set en fordobling i antallet af unge, der søger den merkantile grunduddannelse. Stigningen går fra 10 til 20 elever.

- Det er rigtig flot, for det sker ikke på bekostning af søgningen til EUX og HHX. For her er der uændrede tal i forhold til sidste år. Reelt en fremgang, fordi der er færre elever at tage af, siger direktør Svend Kobberup, Frederikshavn Handelsskole.

Det betyder, at der også i år begynder fem nye HHX-klasser på handelsgymnasiet.

- Set i sammenhæng med færre 16-årige er der tale om stigende overgangsfrekvens til handelsgymnasiet. Forklaringen skal formentlig ses i attraktive studieretninger – globalisering og innovation – sat i sammenhæng med den moderne dannelsesopfattelse, der karakteriserer handelsgymnasiet, hvor almene fag (dansk, matematik, historie, sprog og samfundsfag) spiller en betydelig rolle, vurderer Svend Kobberup.

Frederikshavn Handelsskole har store forventninger til den nye Maritim Business EUX – en 4-årig administrativ erhvervsuddannelse, der indledes med en 2-årig grunduddannelse på handelsskolen efterfulgt af to år i praktik. Det helt særlige ved denne uddannelse er, at den giver adgang til de videregående uddannelser allerede efter de to år på handelsskolen. Indtil nu har 23 elever søgt denne uddannelse.

- Men vi er overbeviste om, at flere kommer til inden studiestart i august, siger direktøren og fortsætter:

- Det er rigtig godt, at der i år er en stigning til handelsskolens uddannelser. Fordi det er sket på baggrund af, at flere unge har fået øjnene op for erhvervsuddannelserne – og ikke fordi erhvervsuddannelserne har taget elever fra handelsgymnasiet. Så måske kan kommunens målsætning om, at 45 procent af ungdomsårgang skal have en erhvervsuddannelse være inden for rækkevidde. I år vender pilen i hvert fald den vej.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close