Et kommunalvalg med meget få glade ansigter
Det blev et valg med få glade ansigter i Frederikshavn Kommune, og det bar stemningen i Valgcaféen i Arena Nord præg af hele aftenen og natten.
A. Socialdemokraterne blev valgets helt store taber. Partiet gik tilbage fra 14.997 stemmer i 2005 til 10.999. Bortset fra et par hundrede var det Erik Sørensen, som mistede alle stemmerne. I stedet for 16 mandater og absolut flertal har Socialdemokraterne kun 11 pladser i det nye byråd.
B. Det Radikale Venstre fik sølle 209 stemmer. Partiet må indse, at det skal finde en kendt og markant personlighed i kommunen, hvis mange års tilværelse ude i kulden skal laves om.
C. Det Konservative Folkeparti gik frem fra 1.141 til 2.281 stemmer. Flot arbejde af partiets borgmesterkandidat, Peter E. Nielsen fra Aalbæk. Men heller ikke her var der smil. Sporskiftet, som Liste C har talt meget om i valgkampen, kiksede. Og det ødelagde glæden over fordoblingen af mandattallet.
F. Socialistisk Folkeparti var valgets ubestridte vinder. SF fik fem mandater. 4.972 stemte på SF mod 1.871 for fire år siden. Poul Rode Andersen dirigerede desuden på flot vis tropperne helt ind i magtens centrum. Det gjorde dog tydeligvis ondt på Brian Pedersen, der havde det skidt med at pege på sin uven, Erik Sørensen, som borgmester. Så selv på en SF-festaften var der skår i glæden.
L. Frederikshavnerlisten med Jan Andersen som eneste kandidat fik 66 stemmer. Pænt, men absolut ikke prangende, og spørgsmålet er vel, om listen overhovedet overlever.
O. Dansk Folkeparti stryger med 2.636 stemmer (1.331 i 2005) ind med flotte tre mandater. Alligevel var partiets spidskandidat, Bent Bøgsted, skuffet. Dansk Folkeparti tilkendegav klart, at målet var et systemskifte i Frederikshavn. Det lykkedes ikke, og derfor var der heller ingen jubeldans blandt de blå DF-balloner i Vagcaféen.
T. Kommunelisten blev med kun 270 stemmet blæst ud byrådet. Listen fik 1.387 stemmer i 2005. Steen Jørgensen var én af de første, som forlod Arena Nord i aftes. Godnat, Kommunelisten.
V. Venstre gik frem fra 9.180 til 9.598. På papiret pænt, men Venstre havde et dårligt valg for fire år siden, så den beskedne fremgang er kun et plaster på såret. Og planen om at skubbe Erik Sørensen ud i kulden lykkedes heller ikke - i hvert fald ikke i første omgang.





































