Et skridt videre på vej mod havneudvidelse
Frederikshavn Havn har netop indgået kontrakt med det rådgivende ingeniørfirma Al Consult ApS i Randers vedrørende første fase i planlægningen af den havneudvidelse, der blev annonceret i foråret 2011 og er et led i den vækststrategi, som Frederikshavn Havn offentliggjorde i efteråret 2010.
Al Consult ApS skal udfærdige udbudsmaterialet til prækvalifikationen af totalrådgivere. Udbudsmaterialet omfatter udbud og annoncering af VVM redegørelse (Vurdering at Virkning på Miljøet), myndighedsgodkendelse, designforslag, hovedentreprise og bygherrerådgivning.
Når udbudsmaterialet foreligger i første kvartal 2012, udbydes opgaverne i et åbent EU-udbud, hvor alle prækvalificerede kan byde på opgaverne. Herefter gennemgås tilbuddene ud fra fastlagte kriterier, og den endelige totalrådgiver vælges i maj 2012.
- Vi er overbeviste om, at valget af Al Consult ApS vil føre os sikkert gennem denne første, vigtige proces frem mod planlægningen og gennemførelsen af den planlagte, store havneudvidelse. Al Consult har 15 års erfaring og stor ekspertise indenfor teknisk rådgivning og projektiedelse at komplekse anlægsprojekter, renovering og design af havnekonstruktioner, marineanlæg, kystbeskyttelse samt udvikling af havvindmølleparker, udtaler havnedirektør Preben Reinholt.
Udvidelsen vil betyde større og nye forretningsmuligheder for havnen og dens virksomheder, f.eks. vil udvidelsen muliggøre serviceeftersyn og renovering af større fartøjer og offshore platforme.
12 af havnens største maritime servicevirksomheder har tidligere vurderet, at en havneudvidelse i den planlagte størrelsesorden samlet vil give dem op til 600 mio. kr. i meromsætning og skabe 300-400 nye, direkte arbejdspladser.
Tages den indirekte effekt i betragtning, forventes der totalt en meromsætning på ca. 1 milliard kr. og ca. 1.000 nye arbejdspladser. En havneudvidelse vil også give nye muligheder indenfor konventionel havnevirksomhed og miljø- og genvindingsindustrien, vurderer repræsentanter fra disse fokusområder i samme forundersøgelse.
Fakta om havneudvidelsen
Planerne omfatter etablering at nye ydermoler med en indsejlingsbredde på ca. 135 meter imod de nuværende 93 meter, og en forøgelse af vanddybden fra de nuværende 8 meter til 12+ meter.
Havneudvidelsen vil ske via en udbygning mod øst og vil medføre en betydelig forøgelse af havnens land- og vandarealer samt nye kajer og kajgader, som udlægges for tung belastning.





































