Lucas Bjerregaard sendte dit drive ud på 249 meter.
Indvielsen af de Frederikshavn Golfklubs nye overdækkede træningsfaciliteter foregik skærtorsdag i det flotteste vejr. En konkurrence om det længste drive blev vundet af favoritten Lucas Bjerregaard.
Formand Andres Nielsen bød velkommen og beklagede, at der på udslagsstederne ikke var det forventede kunstgræs, men bare de gamle måtter. Grunden var - som tidligere omtalt på Kanal Frederikshavn - at samtlige 100 kvadratmeter – i alt to tons – var blevet stjålet natten til onsdag.
Jens Jørgen Calundan fik derefter ordet, og på vegne af initiativgruppen til de nye faciliteter takkede han de forskellige, der har været med omkring opførelsen. Trigon, der har sponsoreret 100 kvadratmeter fliser, Dansk Caport Design for det elegante design, Månson for kunstgræsset – selv om det ikke var, Per Buhelt og hans mænd, samt Nordjyske Bank og de mange frivillige, der har givet en hånd med.
Direktør Claus Andersen fra Nordjyske Bank kunne derefter fortælle, at man fra bankens side var glad for samarbejdet. Han nævnte, at man så positivt på, at FGK – selv i disse noget kriseprægede tider – gik ind for at udvikle og ikke afvikle – til gavn for alle medlemmer i klubben og ikke kun eliten.
Pro Søren Jensen fortsatte talerækken med at sige, at gode faciliteter spiller en stor rolle og trækker nye til. Nu kan man træne i tørvejr, og videoen fungerer hele tiden. Så er det bare med at få ambitionsniveauet aktiveret.
Fire medarbejdere – Tut fra Bistroen, Carol Ann, Anne Mette Mørk og Søren Jensen - klippede det røde bånd, og faciliteterne var indviede.
Det yngste medlem, Victor Gade, og det ældste medlem, Finn Kronholm, samt Claus Andersen fik den ærefulde opgave at slå de første bolde. En opgave de løste på fornem vis. Derefter slog juniorerne de næste slag – og med deres lange drives blev den bageste del af træningsbanen også indviet.
Søren Jensen startede så den 2showprægede" del, hvor han bl.a. underholdende fortalte om skafter gennem tiderne – fra træ til grafit og køllehoveders størrelser, alt imens klubbens regerende europamester, Lucas Bjerregaard, stod tålmodigt og ventede på at slå sine drives ud til "forsvindingspunktet".
Så gik sidste del i gang, nemlig slaget om det længste drive. Leif Mikkelsen havde jobbet som kommentator. Resultatet blev:
Damer: 1. Puk Lyng Thomsen med 213 m. 2. Anna Bjerregaard med 151 m.
Herrer: 1. Lucas Bjerregaard 249 m. 2. Jonas Holmberg med 232 m.